Fortsæt til indhold

Kønnenes kamp til forårskoncerten

Fælles koncert med ’Female Singers og ’Mandskoret Djursland’

Samfund
Arkiv

Det må vel kaldes en tradition, når de to lokale kor, 'Female Singers' og 'Mandskoret Djursland' nu for 6. år i træk afholder forårskoncert og afslutning på endnu en sæson med korsang. Som korets navne angiver, er der tale om Djurslands eneste rene kvinde- og mandskor. Begge kor øver sig i Ebeltoft, på spindesiden under ledelse af Vibe Ulbrandt og hos mændene er dirigenten Lone Sonne.

Forårskoncerten finder sted i 'Kulturministeriet' i Ebeltoft , onsdag 2. maj kl. 19.30.

'Female Singers' har denne gang cellisten Malthe Volfing Højager med på scenen.

Malthe er under uddannelse på konservatoriet som klassisk cellist. I et samarbejde med korleder Vibe Ulbrandt, har han lavet arrangementer for cello, der spænder bredt fra jazz til pop og folk. 'Female Singers' vil blandt andet opføre en af Leonard Cohens sidste sange, og swingende Duke Ellington.

'Mandskoret Djursland's repertoire spænder bredt fra danske sange og viser, svensk skærgårdslyrik og mere svingende og glade strofer. Til koncerten vil koret også fremføre nogle af Kai Normann Andersens kendte melodier og folkemelodier af irsk oprindelse.

Der vil desuden være en række fællessange. Gratis adgang.