Rotary hædrer talent
De tre Rotary-klubber i Grenaa har for anden gang uddelt erhvervslegat - i år til virksomhed inden for sundhed
For anden gang er Rotary Grenaa Erhvervslegat blevet uddelt. Meningen er at hædre et lokalt erhvervstalent - og første modtager var Thomas Svenstrup, der startede sin virksomhed DanGuitar som et projekt, da han gik på Grenaa Handelsskole - og hvor målet var at sælge guitarstrenge fra privaten.
På fredagens morgenmøde i Erhverv Grenaa var et af programpunkterne uddelingen af legat nummer to. Opgaven var lagt i hænderne på borgmester Jan Petersen, S, der med inspiration fra tv's talentprogrammer byggede stemningen op, inden han afslørede, at prisen i år tilfalder Mickolai Damgaard, som har etableret og driver Klinik Damgaard i Grenaa. Hovedformålet med virksomheden er, at hjælpe kunderne med at styrke deres helbred via fordøjelsen. Det sker i form af konsultationer, uddannelse og kurser.
Stærke kandidater
“Nickolai er valgt i et felt med virkelig stærke kandidater - med en forretningsmodel, som tager udgangspunkt i personlige oplevelser og overbevisning,” sagde Jan Petersen.
Nickolai Damgaard er uddannet kostvejleder ved Hover Kostakademi, coach, basiskinesiolog - og har taget mange kurser inden for irisanalyse og heilpraktik.