Nej til udstykning kan udløse krav om millionerstatning
En grundejer i Skovby er klar til at slæbe Skanderborg Kommune for retten
Det kan komme til at koste Skanderborg Kommune et tocifret millionbeløb i erstatning, hvis byrådet siger nej til en planlagt udstykning på Præstbrovej.
Christoffer Schou har gennem fem år forsøgt at få kommunen til at sige ja til, at han kan lave en udstykning på sin nabogrund - en grund der ifølge kommuneplanen er beregnet til netop den type udstykning, Christoffer Schou vil lave. Men uden held.
LÆS OGSÅ: Udstykning overlever
Christoffer Schou og hans rådgivere har nu sendt en klage over forløbet til Ankestyrelsen - fordi man mener, at der er sket en ulovlig sammenblanding af sager, hvilket umuliggør Miljø- og Planudvalgets arbejde med sagen.
”Ender det med, at politikerne går imod den kommuneplan, de selv har vedtaget, så kommer jeg med et erstatningskrav i forhold til den indtægt, jeg går glip af i forbindelse med de lejeboliger, der efter planen skulle have være opført. Umiddelbart snakker vi om et beløb, der kan overstige 30 mio. kroner,” siger Christoffer Schou til UgeBladet.
Borgmester Jørgen Gaarde (S) og formand for Miljø- og Planudvalget Claus Leick (SF) er enige om, at et muligt erstatningskrav ikke skal have indflydelse på den politiske beslutning.
”Så skulle vi jo ryste på hånden hver gang, vi beslutter noget,” siger Jørgen Gaarde.
”Jeg er helt enig med borgmesteren. Vi kan ikke blande beslutninger sammen med mulige erstatningskrav. Men det er klart, at vi skal af med en eller anden form for erstatning, hvis vi siger nej til udstykningen, ” fastslår Claus Leick.