Mikael Wiehe kommer og spiller
29. august er der koncert med Mikael Wiehe. Billetsalget er gået i gang
Så er der koncert med Mikael Wiehe 29. august i Pavillonen klokken 20. Han er nærmest en legende på den nordiske musikscene. Med mere end 30 albums i bagagen og sit samarbejde med afdøde Bjørn Afzelius, har han sat sit væsentlige aftryk i bogen om den nordiske musikhistorie.
“Det er derfor et scoop, at vi har fået denne personlighed til Grenaa og Pavillonen på den lille og meget eksklusive turne, han laver her i efteråret,” udtaler Jesper Jul fra Pavillonen i følge en pressemeddelelse fra Pavillonen.
Mikael Wiehe har spillet sammen med de største stjerner, modtaget et hav af musikpriser og er i det hele taget en de fleste sangskrivere ser op til.
Michael Wiehe forstår stadig i en moden alder at skrive sange, der rammer lige ind i nutiden. Sange der sætter fingeren på de vigtige spørgsmål og peger på alles ansvar og mulighed for handling.
Mikael Wiehe er svensk musiker, komponist og forfatter. Han var en af forgrundsfigurerne i den politiske rockmusik i 1970'erne og 1980'erne, hvor han byggede et stort og stadig dedikeret publikum i Danmark. Billetsalget til koncerten er startet.