Glesborgs 5. klasse er klar til kamp
Et hold fra Glesborg Skoles 5. klasse har kæmpet sig til finalen i skole-DM i høvdingebold. Hele klassen tager med som heppekor
Alle elever springer op af stolene i klasselokalet, da de får at vide af klasselærer Mikkel Sesler, at de nu må slippe danskopgaven med morfemer og suse ned i hallen for at klæde om.
Den står på et slag høvdingebold, og det er ikke (kun) for sjov. De træner nemlig op til det kommende DM i høvdingebold, som de har kvalificeret sig til gennem to stævner.
Alle skal med
Glesborgs 5. klasse stillede med to hold, men det andet hold nåede desvære ikke med fra det lokale stævne før jul, hvor de “kun” blev nummer fire ud af 24 deltagende hold.
Efter at have vundet kredsmesterskaberne i Silkeborg er det ene hold nu klar til det to dage lange finalestævne 15.-16. maj i Støvring.
“Men vi tager af sted som klasse. Alle skal med. Vi gør det sammen,” siger klasselærer Mikkel Sesler.
“Jeg glæder mig virkelig meget” bekræfter Rasmus Steffensen, selv om han ikke er med på det spillende hold.
Det bliver lidt af en klassetur for 5. klasse, som skal være være væk hjemmefra i to dage.
“Det bliver sjovt at sove der,” siger Nadia Eriksen, som sikkert også bliver træt til stævnet, for hun skal nemlig kæmpe for sejr til Glesborg på høvdingeboldbanen.
Samarbejde er vejen frem
I kor lyder det fra de tre elever, at det er sammenholdet, der gør, at deres hold var så god at kvalificere sig.
“Vi bliver aldrig sure på hinanden,” siger Silas Fusager.
“Aaarhh...” kommer der dog som en lille indsigelse Rasmus Steffensen, men det er med et smil på læben.
Til kredsmesterskaberne nåede det dog at blive lige spændenden nok.
“Det var virkelig tæt på i semifinalen. Men i høvdingeduellen greb jeg bolden, og så vandt vi bagefter finalen 2-0,” fortæller Silas Fusager.
Anderledes regler
Reglerne er nok lidt anderledes end dem, man selv kan huske fra folkeskolen. Der er blandt andet strenge regler for, hvor høvdingene må være, og hvilken hold der har den, når bolden ryger ud af banen.
“I starten var reglerne lidt svære, men nu kan vi dem uden ad,” siger Silas Fuusager.
Til træningerne i Nørre Djurs Hallen har eleverne måtte sætte sig godt ind i reglerne.
“Det er vigtigt for mig, at de lærer at dømme selv. Det udvikler flere sociale kompetancer,” siger Mikkel Sessler, der dog holder et vågent øje på banen for at sikre sig, at alt går fair for sig.
Taktikken er på plads
Det er gælder ikke kun om at ramme de andre og selv undgå bolden.
“Det er en god idé at vælge en af de gode modstandere ud og køre ham eller hende træt,” fortæller Mikkel Sesler.
Så det er taktikken for holdet til turen til finalestævnet, som Børneby Glesborgs Støtteforening har været med til at gøre muligt sammen med Norddjurs Fysioterapi og Abertinelund Camping. Og så tager Nadia Eriksens far også med og hjælper til på turen.
Holdet håber på at kunne bruge turen hjem fra DM til at kigge på deres medaljer.
“Vi håber på en top tre,” siger Silas Fusager, der tror på, at det kan lade sig gøre.