Fortsæt til indhold

Legeplads i Højvangen til menneskets bedste ven

Går alt efter planen har hundene i Høj-vangen til sommer deres egen legeplads

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Der er allerede hundeskove rigtig mange steder, men det er slet ikke sådan en, vi vil skabe her. I stedet skal det være et sted med mulighed for udfordrende og sjove hundeaktiviteter, hvor hundene og deres ejere kan mødes og hygge sig, og samtidig træne lydighed, balance og koordinationsevne.”
Karina Meyer kaster endnu en godbid og Freja spurter afsted. Vi står i det, der om få måneder bliver Skanderborgs første hundelegeplads.
Lige nu er den lille skov mellem Stilling Landevej og Grønnedalsvej dog et halvtrist syn med opkørt mudder og afskårne grene. Skoven er netop blevet udtyndet for at give den nyt liv, så den kan blive tæt og grøn igen.
Ideen med en hundelegeplads har et par år på bagen, men først nu realiserer ideen i et samarbejde mellem kommunen, Skanderborg Andelsboligforening, Projekt Højvangen og en gruppe aktive hundevenner blandt beboerne.

Vil skabe god hundekultur

“Vi er rigtig mange i Højvangen, som har hund, og hundelegepladsen er derfor også et forsøg på at skabe et fællesskab omkring det at have hund. Vi vil gerne dele vores erfaring og viden om hunde, og på den måde være med til at skabe en god hundekultur i Højvangen,” fortæller Karina, der selv har erfaring fra DCH i Skanderborg.
““Hundelegepladsen er en god måde at aktivere sin hund, og for hundene er det fedt at mødes på den måde. de socialiseres og elsker at løse opgaver,” forklarer hun.
Skanderborg Andelsboligforening har givet 75.000 kroner til projektet, og kommunen har påtaget sig opgaven med at indhegne hundelegepladsen, anlægge stier med hundepote-venlig belægning og etablerer tre dobbeltsluser ind til hundelegepladsen, en ud for N. F. S. Grundtvigs Vej, en ud for Christen Kolds Vej og en på stykket ned mod Rosenkjærvej.
Derefter er det op til hundevennerene i området at bygge legeredskaberne.
“Vi håber at kunne invitere til arbejdsweekends i løbet af maj og juni,” oplyser Karina.
Hundene skal blandt andet have en gynge, en bro, en vippe, balancebomme, slalombane, et stort rør og forskellig andre udfordrende legemuligheder i hundehøjde.
Kommunen har stillet krav om, at brugerne at hundelegepladsen selv skal stå for at holde området.”
“Gør vi det godt, så har de lovet, at vi også kan få det sidste stykke af skoven,” fortæller Karina.