Akutklinik mangler sygeplejersker
Regionshospitalet i Randers kan ikke bemande akutklinik i Grenaa som lovet
Historien har vist, at man er nødt til at være i vagtberedskab konstant, hvis man vil undgå yderligere forringelser af akutberedskabet på Grenaa Sundhedshus. Derfor har man fra Støtteforeningen for Grenaa Sundhedshus reageret skarpt på en melding fra Regionshospitalet i Randers, som midt i april orienterede de lokale praktiskerende læger om, at man ikke længere kan stille med de lovede behandlersygeplejersker eller sygeplejersker med skadestuekompetencer til at bemande Akutklinikken i Grenaa.
Støtteforeningen har orienteret borgmester Jan Petersen og regionsrådsmedlem Niels Erik Iversen, begge S, om det, man karakteriserer som bekymrende forhold - fordi Akutklinikken i nogle vagter vil være bemandet med sygeplejersker uden kompetencer til at behandle skader.
Hospitalet i Randers har givet de lokale læger besked om, at alle patienter til Akutklinikken skal meldes via hosptalsvisitationen, der så kan afgøre, om patienten kan behandles i Grenaa eller skal til Randers. Lægerne må ikke kontakte Akutklinikken i Grenaa direkte.
“Patienter, der møder op i Akutklinikken uden henvisning, vil blive bedt om i første omgang at søge hjælp ved egen læge. Patienter med åbenlyst behov for skadestuebehandling, vil blive viderevisiteret til skadestuen i Randers,” hedder det i informationen fra sygehuset i Randers.
Borgmester Jan Petersen har bedt Norddjurs Kommunes socialdirektør Kenneth Koed Nielsen om at reagere over for Regionshospitalet i Randers.
“Jeg forventer, at man meget hurtigt vender tilbage til normale tilstande på Akutklinikken i Grenaa, ja faktisk, at det allerede er sket,” siger Jan Petersen.
Regionsrådsmedlem Niels Erik Iversen har taget kontakt til regionsrådsformand Anders Kühnau.
“Vi har intet hørt om det her i regionsrådet. Men det er ikke i orden at give Grenaa forringede muligheder for akutbehandling,” siger Niels Erik Iversen.
Regionshospitalet i Randers har argumenteret med, at det er langvarig sygdom hos flere behandlersygeplejersker, enkelte opsigelser og pensionering, der er skyld i ændringen, som man kalder midlertidig.
På Støtteforeningen for Grenaa Sundhedshus Facebook-side undrer flere sig over, at man ikke bare kan sende sygeplejersker med de rette kompetencer fra Randers til Grenaa - i stedet for at sende patienterne den anden vej. Og der peges på den kendte konstatering, at nogle vil synes der er længere fra Randers til Grenaa - end fra Grenaa til Randers.