Fortsæt til indhold

Regitze og Maria åbner deres egen køreskole

Glæde og smil er vigtig, for så lærer eleverne også tingene nemmere og bedre, fortæller to kvinder om deres nye, fælles køreskole

Samfund
Jens Berg Thomsen

“Spejl, spejl, skulder - miniblink.”

Ugeposten er taget til køretime i Hillerød. Det er dog ikke undertegnede selv, der sidder bag rattet, men derimod eleven Celine. Hun er elev på en ny køreskole i Hillerød - Smiley Køreskole - som er helt nyetableret af Regitze Birketoft, der kommer fra Dronningmølle, og veninden Maria Renault. De har begge været kørelærere siden 2013, og for nylig fik de lyst til at få deres egen køreskole.

“Vi hedder Smiley Køreskole, fordi vi gerne vil have glade elever, der er begejstrede,” siger Regitze Birketoft.

Kræver uvendinger

Tilbage i bilen på Herredsvejen, er Celine for anden gang på vej ind i McDonald's-rundkørslen på Herredsvejen i Hillerød.

“Den kræver mange u-vendinger, for den er svær at køre i, fordi halvdelen af rundkørslen har en ekstra bane,” forklarer Regitze Birketoft.

“Celine her skal gå fra at være en, der kan føre køretøjet til at være en sikker bilist. Meget få klarer det med den lovpligtige pakke alene, for én ting er at kunne føre køretøjet, men eleverne skal lære at føre det sikkert, og det kræver altså lidt tid for at få alle rutinerne på plads,” siger hun.

Rutinerne hjælpes på vej af forskellige remser hos kørelæreren.

“Jo mere, du har at hænge tingene op på, jo bedre,” siger Regitze Birketoft.

Og glæden går begge de to nybagte køreskoleindehavere op i.

Gentagelser giver køreskoleeleven noget at hænge tingene op på. Og så skal man være glad, mener Regitze Birketoft og Maria Renault.

Glæde giver trygge elever

“Glæden giver trygge elever, og hvis de er mere trygge, giver det en mere rolig stemning, og de er bedre til at kigge sig rundt, når vi er ude at køre,” siger Maria Renault, der har Smiley Køreskole sammen med Regitze Birketoft.

“Se en elev som Celine. Når man joker omkring en lille fejl, går det også bedre næste gang,” siger Regitze Birketoft.

Køreskolen har allerede deres første elever. Det er elever der er kommet til Smiley Køreskole fra andre skoler fordi de har ønsket at køre færdige med enten Maria eller Regitze. Få dage inden interviewet med Hillerød Posten, har de også fået deres første kunde, der skal generhverve sit kørekort. De glæder sig meget til at oprette deres første hold med nye elever.

Kvinder er i høj kurs

De fortæller, at kvindelige kørelærere er i høj kurs.

“Der er ikke så mange kvinder i branchen, og mange piger foretrækker en kvindelig kørelærer,” siger Maria Renault.

“Som kørelærer bliver man jo involveret i sine elevers liv, fordi man sidder og snakker,” siger hun.

“Ja, man hører både om kæledyr og kærestesorger. Der er også enkelte elever, der lige pludselig skal have sig et kørekort, fordi de er blevet skilt. Man skal i det hele taget kunne med mennesker for at være kørelærer.,” siger Regitze Birketoft.

“Ja, og man skal lære, hvilken type menneske, de er. Så lærer de også nemmere at køre,” siger Maria Renault.

Den nye køreskole har undervisningssted til teori og førstehjælp på VUC på Milnersvej.