Sårbare børn fik lokal donation på 20.000 kroner
Kvindegruppe 8. marts har igen støttet Selvhjælp Skanderborg
I fredags kunne Kvindegruppen 8. marts overrække Selvhjælp Skanderborg 2 x 10.000 kr. til arbejdet med børn- og ungegrupper.
Overrækkelsen skete i Selvhjælp Skanderborgs lokaler på Vestergade 14, hvor medlemmer af bestyrelsen, ledere af børnegrupper samt koordinator Sabrina Glisborg var til stede.
Børnegrupperne henvender sig blandt andet til børn, hvis forældre er skilt, børn til misbrugere samt etablering af selvhjælpsgrupper ude på skolerne. Eksempelvis har der på Morten Børup Skolen siden april 2017 kørt en børneskilsmissegruppe i skoletiden i samarbejde med en AKT-lærer.
Donationen fra Kvindegruppen 8. marts gør det muligt at forsøde hverdagen for cirka 50 børn. Selvhjælp Skanderborg barsler som det nyeste med et tilbud til børn med ADHD.
Kvindegruppen 8. marts er en samling af flere forskellige kvindegruppe, der arbejder sammen i et kvindenetværk. Der er tale om Innerwheel, Nutidens Kvinder, Lions Club Hørning Q, Søsterloge nr. 59, Dr. Sophia samt Soroptimistklubben i Skanderborg. 8. marts er kvindernes internationale kampdag.