Politikerne tænder op under Ryomgård
Nu skal der findes ud af, hvad borgerne foretrækker: Et stort og fælles børnehus eller to små daginstitutioner
Nu bliver det alvor. Efter længere tids meningsudvekslinger mand og mand imellem og på Ryomgårds Facebookprofil om det rigtige eller forkerte i at bevare de to nuværende daginstitutioner, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave, eller satse på et nyt, stort og moderne børnehus, vil politikerne have en afklaring på, hvad borgerne ønsker i Ryomgård.
Det står klart efter sidste uges byrådsmøde, hvor et forslag fra Venstre om at fortsætte den nuværende konstituering af en leder i Poppelvejens Børnehave frem til, at fremtiden i byen er afklaret, vandt tilslutning, selv om både de tre medlemmer af Dansk Folkeparti og Det radikale Venstres Jan Kjær Madsen plæderede for fælles ledelse og fælles bestyrelse Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave imellem.
“Dansk Folkeparti går ind for to institutioner i Ryomgård med fælles ledelse,” fastslog Laila Sortland (DF) - underforstået også i fremtiden?
Hvad er muligt?
Jesper Yde Knudsen (Enhedslisten) trak linjerne op: “Lad os få taget hul på den proces og finde ud af, hvad vi kan tilbyde. Kan vi finde en løsning ved Marienhoffskolen? Kan vi finde en løsning ved Ringvejen? (Hvor også et fremtidigt byggeri af 40 plejeboliger spøger, red.) Hvad vil det koste at renovere Poppelvejens Børnehave? Herefter kan vi inddrage borgerne.”
Christian Haubuf bemærkede, at vælger byrådet at sætte en proces i gang i Ryomgård og fortæller, at man vil lytte til borgernes ønsker, så skal politikerne også være klare i spyttet og så rent faktisk lytte.
“Det er politikerne, der skal træffe en beslutning, når vi har fået belyst mulighederne i Ryomgård og præsenteret dem for borgerne,” replicerede FI-udvalgsformand Kirstine Bille (SF).
Udvalgsformanden tror ikke på, at Ryomgårds borgere er enige om fremtiden, og netop derfor var det vigtigt for hende at pointere, at det er politikerne, der skal træffe beslutningen - altså ikke stikke Ryomgård borgere blår i øjnene om, at de frit beslutter.
Kirstine Bille mener, at Syddjurs generelt har gode erfaringer med fælles ledelse modsat Jesper Yde Knudsen, der nævnte børnehaverne i Rønde, som et eksempel på, at fælles ledelse ikke altid er en succes.
Uanset hvad - debatten i Ryomgård bliver nu speedet op, når forvaltningen har præsenteret et beslutningsgrundlag og regnet på økonomien i de forskellige scenarier, der er stillet op.