Udstillingsvindue til foreningslivet
Skanderborg Cityforenings event, Aktiv Skanderborg, som løber af stablen lørdag 5. maj, sætter fokus på det store frivillige foreningsarbejde
Der bydes på et sandt overflødighedshorn af foreningsliv og fritidsaktiviteter, når Skanderborg Cityforening inviterer til "Aktiv Skanderborg" lørdag 5. maj kl. 10 til 15.
I dagens anledning bliver gaden spærret af fra Kvickly til Løvberg på grund af afspærring af Aleen i forbindelse med igangværende vejprojekt.
13 af de talrige meget aktive foreninger i Skanderborg stiller op med en stand, hvor de viser lidt af, hvad de har at byde inde med - og eventuelt slå et pr-slag for at skaffe nye medlemmer.
Udover de 13 skal nævnes "Stafet for Livet", der ved Matas præsenterer årets store kræft-arrangement, der finder sted i Dyrehaven i weekenden 26. og 27. maj over et døgn.
Foreninger er inviteret
"Vi er meget spændt på hvordan arrangementet forløber. Vi vil gerne sende budskabet om det store frivillige arbejde i foreninger og skilte med det op og ned ad gaden", udtaler Lene Langballe, der er formand for Skanderborg Cityforening, der ser Aktiv Skanderborg som et et fantastisk udstillingsvindue for alt det, der sker derude i det store og brede foreningsliv i Skanderborg.
Medlemmerne af city-foreningen er blevet opfordret til at invitere en forening eller klub til et samarbejde og møde op og præsentere sig, gerne i en form, så det skaber liv både ude på gaden og i forretningen.
Formålet med arrangementet er også at tiltrække ikke mindst byens børnefamilier.
I forbindelse med Aktiv Skanderborg opsætter cityforeningen sin tombola med mange flotte præmier fra byens butikker. Lene Langballe fortæller, at overskuddet fra tombolaen går til et rigtigt godt formål, forskønnelse af midtbyen.
"Det er alle jo enige om er til stor glæde for alle - og det døgnet rundt.
Formanden for Skanderborg Cityforening benytter lejligheden til at efterlyse forslag til konkrete forskønnelses-initiativer, der kan være med til at pynte op på Adelgade. Cityforeningen har også udsat et gavekort på 5000 kroner for den bedste foreningsaktivitet på dagen.
En lokal komitee udpeger den bedste aktivitet og foreningsprofil vurderet efter oplevelse og inddragelse af borgerne.