Fortsæt til indhold

Amerikanere køber stor bid af Northside

Amerikansk kapitalfond har købt 40 procent af Down The Drain, som blandt andet står bag Northside

Samfund
Arkiv

Den amerikanske kapitalfond Orkila har købt 40 procent af virksomheden Down The Drain Holding, der ejer musikfestivalerne Northside i Aarhus og Tinderbox i Odense samt bookingselskabet Beatbox Entertainment. Det skriver Politiken.

Overfor mediet vil Down The Drain Holdings direktør, Brian Nielsen, ikke afsløre, hvor stort et beløb amerikanerne investerer i firmaet, men han oplyser at der er tale om et stort millionbeløb.

Brian Nielsen forklarer desuden, at de millioner kroner blandt andet skal bruges til at investere i en ny koncertplads til Northside eller til at lave nye projekter uden for Danmark.

"Nu har jeg ikke lige noget på bedding, men det er klart, vi driver en forretning, og hvis vi skal udvide butikken, kan vi måske ikke blive ved med at lave festivaler i Danmark. Så vil det være logisk at kigge ud over grænserne", siger Brian Nielsen til Politiken.

Sommerens Northside finder i år sted fra 7. juni til 9. juni.

jwh