Fortsæt til indhold

Kommentar: Helt alvorligt, Alternativet?

Nej tak til mavefornemmelse-politik

Samfund
Claus Sonne

Som mange andre har jeg imødeset, hvilket aftryk Alternativet vil sætte på lokalpolitikken, og jeg vil gerne rose den lokale afdeling for at tænke 'skævt' og gå i brechen for sager, andre partier ikke har øverst på dagsordenen. Men det seneste byrådsmøde viser med al tydelig, at Alternativet er nødt til at hanke op i den indre rygrad og følge i hvert fald nogle af spillereglerne.

I forbindelse med den meget omtalte og ekstremt langtrukne udstykningssag fra Skovby har to repræsentanter fra Alternativet været på besøg hos Christoffer Schou, der ønsker at udstykke. Super initiativ og godt, at politikerne rent faktisk får 'hands on' på det, de er med til at afgøre. Men....

I en mail til Christoffer Schou anfører partiet, efter at have drøfter sagen i plenum, at man ikke kan stemme for udstykningen, fordi man ved Christoffer Schous kan høre støj fra møbelfabrikken. Desuden har man hørt fra 'forbipasserende', at der kører en støjsag mod Skovby Møbler.

Jeg har efterfølgende adspurgt Alternativet, om partiet baserer sine afgørelser på, hvad man kan høre - frem for på den professionelle støjrapport, der er lavet for området - og som viser, at der ikke er støjproblemer med det område, der skulle udstykkes. Jeg har også spurgt, om man baserer sine afgørelse på information

Bliver virkeligheden, at vi fremover skal se Alternativet afgøre politiske sager ud fra, hvad man vel må betegne som mavefornemmelser?

fra tilfældigt forbipasserende - og ikke på akterne i den støjsag, der rent faktisk kører mod Skovby Møbler. Svaret var, at det kunne jeg høre på byrådsmødet.

Spændt var jeg derfor, da sagen skulle behandles på byrådsmødet. Og rystet, da Alternativets Mira Issa Bloch som en af grundene til at sige nej til udstykningen nævnte den støj, de to partimedlemmer havde hørt. Mira Issa Bloch var i øvrigt ikke en af de to.

Det holder simpelthen ikke.

Bliver virkeligheden, at vi fremover skal se Alternativet afgøre politiske sager ud fra, hvad man vel må betegne som mavefornemmelser? Eller på hvad forbipasserende på gaden siger? Eller på hvad vej vinden blæser på tirsdage i ulige uger?

I så fald opfordres Alternativet herfra til at tage en alternativ tilgang til det at drive lokalpolitik.