Fortsæt til indhold

Prinsesse Marie hjælper autistiske piger

Et banebrydende projekt for piger med autisme støttes med 400.000 kroner af TrygFonden

Samfund
Grethe Bo Madsen

Det kreative klubtilbud Værkstedet på Skovvangsvej i Aarhus Nord fik fredag fornemt besøg, da Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie kom på besøg.
Prinsessen er nemlig protektor for Landsforeningen Autisme, og var derfor med på sidelinjen, da Værkstedet, der rummer et banebrydende projekt for piger med autisme og er det eneste af sin art i Danmark, fredag fik overrakt en check på 400.000 kroner af TrygFonden.
"Vi startede Værkstedet op i oktober sidste år og det har hurtigt vist sig, at pigerne er utrolig glade for at udfolde deres kreativitet her, hvor der er et frirum, som både respekterer deres handicap og sætter fokus på livskvalitet," siger projektleder Heidi Pernille Thamestrup, der har startet projektet op for at støtte pigerne i at danne et socialt netværk, og for at indsamle værdifuld viden om piger med autisme.
På værkstedet forsøger man at øge pigernes sociale kompetencer og guide dem i deres ønsker om at få og vedligeholde venskaber.

Få piger diagnosticeres

På længere sigt håber Heidi Pernille Thamestrup at projektet vil være med til at skabe opmærksomhed omkring piger med autisme og lede til tidligere og mere kvalificeret hjælp til pigerne.
"Undersøgelser viser, at for hver fire drenge, der bliver diagnosticeret, så er der kun en pige, der får diagnosen. Jeg tror det forholder sig sådan i virkeligheden, at der er lige mange piger og drenge der har autisme," forklarer hun.
"Autisme er et usynligt handicap, og da diagnosekriterierne er lavet på observationer af drenge, ved mange ungdomspsykiatere ikke, hvad der kendetegner pigeautisme. Drenge med autisme henvises til børnepsykiatrisk klinik i fem-års alderen, mens pigerne oft først henvises i ni-års alderen."
Den sene diagnosticering har ifølge Heidi Pernille Thamestrup blandt andet den konsekvens, at piger med autisme når at udvikle psykiske lidelser dom depression og spiseforstyrrelser, inden de bliver diagnosticeret.