Teleselskab hæver priserne for en million danskere
Begrunder prisstigninger med stigende energiomkostninger og høj inflation.
Telia hæver 1. april priserne for størstedelen af selskabets kunder på privatområdet.
Det gælder uanset, om kunderne har et mobilabonnement, en bredbåndsløsning eller har valgt mobilt bredbånd.
Det skriver Finans.
Ifølge kommunikationschef i Telia, Mads Houe, vil der typisk være tale om en prisstigning på 10-20 kroner om måneden.
Når Telia hæver priserne, er det et resultat af stigende energiomkostninger og høj inflation, lyder det.
Ifølge Mads Houe skyldes prisstigningen også, at kunderne fremover får mere indhold i deres abonnement.
»Der sker noget på prisfronten, men vi leverer også mere indhold,« siger kommunikationschefen.
Han nævner blandt andet mere EU-data og mere taletid som plusser.