"Jeg drømmer mig et andet sted hen når jeg maler"
Tagdækkervej udstiller de næste to måneder i InSide
Michael Wulff
Bente Drost Jensen har sclerose og har de sidste 11 år boet på Region Midts Bo- Rehabiliterings og Aktivitetstilbud Tagdækkervej i Hammel.
Her deltager hun med stor glæde i aktivitetstilbuddene. Torsdag kunne hun sammen med andre brugere fra Tagdækkervej holde fernisering på en udstilling, som de næste to måneder hænger i galleriet på 1. salen i InSide i Hammel.
"Jeg elsker at male," fortæller Bente, da jeg møder hende ved hendes billeder. Hun har i alt otte malerier med.
"For jeg drømmer mig et helt andet sted hen, når jeg maler."
"Du skal lige se det store," siger hun og så kigger vi rundt om hjørnet, hvor det hænger. Landskab med birketræer. Et perfekt valg til sommerudstillingen.