Fortsæt til indhold

Kæmpe vækst i Aarhus' største tømrerfirma

Hustømrerne har aldrig været større end i dag

Samfund
Arkiv

Der var i 2017 for alvor gang i væksten hos Hustømrerne A/S, der har hovedsæde i Aarhus og er et af landers største tømrerfirmaer med cirka 250 medarbejdere, heraf 150 i Aarhus.

Omsætningen steg med 24 procent fra 317 millioner kroner i 2016 til 393 millioner kroner i 2017.

Den voldsomme vækst i omsætning betyder samtidig, at Hustømrerne aldrig har haft flere ansatte end i dag. Med så kraftig en vækst kan det være en udfordring at få bundlinjen (overskuddet) til at følge toplinjen (omsætningen), påpeger Hustømrernes administrerende direktør Klaus Andersen. Han er derfor tilfreds med, at årets resultat blev et overskud på 8,2 millioner kroner mod 7,5 millioner kroner året før.

"I betragtning af den vækst, vi har oplevet, og den hastighed vi i mange tilfælde har arbejdet med, så mener jeg, at det er et solidt resultat," siger direktøren i en pressemeddelelse fra Hustømrerne.

100 års jubilæum i 2019

Hustømrerne er en 99 år gammel kooperativ virksomhed med fokus på inddragelse af medarbejdere, socialt ansvar og økonomisk uafhængighed.

"Jeg vil fortsat stå på mål for, at bundlinje ikke er alt, men at også en ordentlig conduct overfor ens omgivelser og et medansvar for samfundet vægter højt i en virksomheds samlede virke," siger administrerende direktør Klaus Andersen.

Direktør Klaus Andersen og to medarbejdere.

Tømrerfirmaet har i mange år haft hovedkvarter på Katrinebjergvej i Aarhus N og løfter sløret for, at der i jubilæumsåret 2019 er nogle 'interessante ting på tegnebrættet' for blandt andet hovedkvarteret i Aarhus.

Hustømrerne har også afdelinger i Aalborg og Aabenraa.

jr