Fortsæt til indhold

Ny cykelbiks med social sidegevinst

Hos Det flytbare cykelværksted i Åbyhøj lærer blandt andet hjemløse at sætte cykler i stand. Det hjælper på ejerskabsfølelsen, siger ejeren af værkstedet

Samfund
Astrid Madsen

Mandag, onsdag og fredag kan du få lappet dæk, strammet kæden eller efterset cyklens gear hos Det flytbare cykelværksted, der åbnede i sidste uge i Åbyhøj.

"Cykelværkstedet er i en gammel mandskabsvogn. Så hele værkstedet kan løftes op på en bil og flyttes. Men lige nu holder vi til på Sylbækvej 34," siger Martin Ammentorp Bentzen, der svinger værktøjet og får de indleverede cykler shinet op igen.

Han deler adresse med Projekt Udenfor, der blandt andet bygger små, flytbare boliger til og med hjemløse og udsatte borgere. På området er også en café, hvor de hjemløse kan få et måltid mad og samtidig kan være med til den daglige drift.

"Cykelværkstedet er åbent tre dage om ugen. Om torsdagen laver jeg cykler til udsatte og hjemløse. Til og med dem. De lærer for eksempel at lappe cykler og på den måde få en ejerskabsfølelse," uddyber han.

Mange hjemløse skal møde op flere forskellige steder, når de for eksempel skal have udleveret medicin eller har aftale på misbrugscenteret. Derfor er en cykel og en tur til Projekt Udenfor en oplagt mulighed – især når de hjemløse selv er med til at sætte den i stand.

"Det er et alternativ til at stjæle en cykel. På den her måde får de ejerskab over deres cykel og har noget, der bare er deres. Når man selv har været med til at lave noget, så passer man bedre på det," siger han.

Martin Ammentorp Bentzen blev uddannet cykelmekaniker sidste år og har nu startet sin egen forretning.

"Den traditionelle og meget store cykelhandler er begyndt at være i opløsning, og der kommer flere og flere små renoveringssteder som det her," siger han.

Og selvom cykelværkstedet er flytbart, så flytter det altså ingen steder lige foreløbig. Så hvis jernhesten trænger til et sundhedstjek, kan du stikke forbi Sylbækvej 34 i Åbyhøj