Kolind ramt af sol og bilhygge
På en sjælden flot forårslørdag vendte BMW’er fra hele landet igen kølerne mod åbent hus i Kolind
Et stort antal gæster og BMW'er brugte en flot forårsdag til fælles hygge ved Koed A/S i Kolind.
Unge, ældre, familier og hunde snakkede biler, så på biler, handlede gode tilbud, sad ved bordene og stod i
kø ved pølsevognen – og hyggede.
Nok af det hele
På trods af de rigtig mange hestekræfter der denne dag var samlet på det afgrænsede område, kunne byens beboere stadig høre fuglene synge rundt om i haverne.
Personale og frivillige hjælpere havde lagt et kæmpe arbejde i åbent hus arrangementet og forsøgte at have nok af det hele - 7-800 pølser, kilovis af frikadeller og spandevis af kartoffelsalat – blandt andet.
”Sidste år løb vi tør for øl,” fortæller Jørn fra Grenaa, der er en af de frivillige ved ølhanen.
Han arbejder ved Terma i Grenaa og håber i dagens løb at møde nogle af de ret mange kollegaer, der kører i BMW.
”I år har vi dobbelt så meget øl, så jeg ved, at der er nok.”
18-årige Yves kommer fra Tyskland og flyttede med sine forældre til Danmark for syv år siden. For en måned siden fik han sin BMW E36 316i og har nogle venner med til Kolind.
”Jeg bor i Bønnerup og læste om det her på Facebook,” fortæller han over en kop øl ved bordet midt i menneskemyldret.
”Der er for lidt lyd på bilen, så jeg kommer måske snart igen for at handle.”