Fortsæt til indhold

Dagmargården ønsker sig flere frivillige

Særligt tilbud rettet mod mænd er en mangelvare

Samfund
Af Claus Sonne

Skanderborg Har man en time eller to til overs og gerne vil gøre en forskel, så er muligheden til stede på plejecentret Dagmargården. Her mangler man nemlig frivillige, fortæller leder Tine de Place.

"Vi kunne rigtig godt tænke os nogle flere frivillige, der kan give beboerne hverdag det der ekstra," forklarer hun.

Man skal ikke 'kunne noget' for at blive frivillig. Men det gør ikke noget, at man kan noget.

"Vi mangler eksempelvis frivillige til at gå ture med beboerne og til at spise sammen med dem. Og vi hører rigtig gerne fra folk, der eksempelvis kan spille klaver eller guitar, strikke eller noget helt fjerde eller femte - og meget gerne tilbud, der er rettet mod mænd," siger Tine de Place og understreger, at der ikke er tale om plejeopgaver.

"De frivillige skal ikke lave de opgaver, der er tiltænkt personalet, slet ikke. Men ofte kan personalet ikke nå at lave de 'ekstra' ting, der gør beboerne hverdag sødere," siger hun og understreger, at man ikke binder sig til noget som frivillig.