Fortsæt til indhold

Den Gyldne Grill serverer brutale løg på tiende år

Kom til åbent hus fredag i Kolind og vær med til at fejre ti års fastfood fødselsdag

Samfund
Lars Norman Thomsen

Det er ti år siden, at forretningsmanden Michael Pedersen, Margrethelund ved Ryomgård, åbnede Den Gyldne Grill i Bredgade med det honnette formål at servere fastfood af ordentlig kvalitet til kunderne.

Hvis det er rigtigt, at kunderne altid har ret, så er Michael Pedersens tilgang til at drive forretning i Kolinds bymidte lykkedes, for Den Gyldne Grill kan nu fejre ti års fødselsdag.

Det markeres med åbent hus fredag 11. maj fra klokken 12 til 17.

Her lover butiksbestyrer Lene Pedersen, Michaels mor, at servere lækkerier til de, der kommer og hilser på med en lykønskning.

Fast åbningstid

Lene Pedersen, 62, der bor i Pindstrup, men er tidligere Kolind pige, er omdrejningspunktet i Den Gyldne Grill, hvor hun har fire unge piger til på skift at hjælpe sig med at lave hotdogs, bøfsandwiches eller give pomfritterne den rigtige behandling.

“Vi har en god butik, og vi kan mærke, at vores kunder værdsætter, at vi leverer mad i ordentlig kvalitet, og at der er rent og propert her,” siger Lene Pedersen.

Den Gyldne Grill går ikke på kompromis med kvaliteten, heller ikke med åbningstiderne som er samtlige ugens syv dag fra klokken 11 til 21.30.