Wouw: Skoleleder vækket af 700 elever
Skovvangskolen i Hammels populære leder havde sidste skoledag og blev hentet i triumftog
Hele Skovvangskolen i Hammel var på gaden fredag morgen for at hente deres afholdte skoleleder Karl Erik Christiansen, som havde sin sidste skoledag efter 39 1/2 år.
Blandt de 700 elever og deres mange lærere, som blev samlet på den lille Malerkrogen, stod viceskoleleder Ole Pilgaard klar med en megafon. Han mister nu en god kollega.
LÆS OGSÅ: ELEVER: "TEN MORE YEARS!"
“Karl Erik har de seneste 20 år bragt en helt almindelig folkeskole derhen, hvor vi nu kommer i mediernes søgelys. Han har altid været god til at dreje vinklen, så vi andre også kan se tingene fra en anden side,” lød de rosende ord fra Ole Pilgaard.
Og så blev megafonen taget i brug, hvorefter Karl Erik Christiansen kom ud af sit hus og blev modtaget med hundredevis af flag - og landbetjenten.
“Det er helt i orden. Det er altid bedre at have politiet i ryggen end i hælene,” kom det spontant fra den afgående skoleleder, som blev fragtet i åben politibil det sidste stykke.