Skanderborgløbet - også kendt som 'Tour de Nostalgie' - er i 2018 også for veteranbiler
Velkommen til 'Danmarks Grønne motorcykel- og billøb', der præsenteres ved Lys Nat fredag 25. maj
SKANDERBORG "Det er vores mål at præsentere Danmarks smukkeste, klassiske motorcykler."
Sådan lyder det fra Niels Dygaard fra Skanderborg Motorcykellaug forud for Skanderborgløbet 2018.
Når Skanderborgløbet skydes i gang lørdag 26. maj, så bliver det for første gang med deltagelse af veteranbiler.
Skanderborg Motorcykellaug, der arrangerer 'Tour de Nostalgie' - Skanderborgløbet, deltager også i Lys Nat, der rulles ud på Adelgade fredag 25. maj mellem kl. 18 og 23.
Løbet, der er på mellem 80 og 100 kilometer, afvikles altid den sidste lørdag i maj.
En af deltagerne i årets udgave af Skanderborgløbet er den kendte speedwaykører Ernst Bøgh, som var et stort navn i 1980èrne og 1990èrne og stadig er aktiv i oldboysklassen.
I sin hjemby Brørup har han skabt et imponerende museum med gamle speedwaycykler.
Flere af disse speedwaycykler tager han med til Skanderborg, hvor publikum kan kigge forbi skolegården, hvor de bliver staldet op.
Den helt store nyhed er, at Skanderborgløbet åbnes for veteranbiler op til årgang 1970.
Turen går som altid gennem noget af det smukkeste og mest idylliske natur i Østjylland. Undervejs vil der være poster, hvor deltagerne skal løse en række opgaver.
Alle har en chance
Niels Dygaard fortæller, at det bliver opgaver, hvor det ikke kun er de motorteknisk kyndige, der har en chance.
"Nogle spørgsmål vil være sværere end andre og kræver måske 'specialviden', for eksempel lokalhistoriske spørgsmål. Det gør vi helt bevidst for at få en dialog i gang, hvor man går rundt og snakker med hinanden og 'køber' og 'sælger' spørgsmål og svar."
Skanderborgløbet indledes med en prolog, som er en hyggelig fællestur, der køres fredag aften, dagen før selve løbet.
Prologen går ud i den smukke omegn af Skanderborg, rundt om søen. Den plejer at samle 50 til 60 deltagere.
Efter turen varmes der op under grillen på festpladsen ved Realskolen på Adelgade 129, som ligger lige over for Kvickly.
"Vi er af Cityforeningen blevet bedt om at køre kolonnekørsel op gennem Adelgade eskorteret af den gamle brandbil," fortæller Niels Dygaard.
For motorcyklisternes vedkommende er Skanderborgløbet for alle mærker og maskiner, der er mindst 35 år gamle.
Løbsledelsen kan dog udstede et -wild card' til nyere køretøjer.