Fortsæt til indhold

Vestre Jazzværk slutter jazzsæsonen i Grenaa

Tilbage i Grenaa efter en længere pause

Samfund
Arkiv

GRENAA På lørdag slutter jazzsæsonen i Djurslands Jazzklub. Og det bliver gode, gamle bekendte, der går på scenen på Hotel Marina, nemlig Vestre jazzværk, som efter en længere pause igen besøger Grenaa.

Og bandet møder atter op med en masse velkendte jazz-melodier og andre fornøjelige ting. Som halvstore drenge i 50'erne og 60'erne lyttede orkesterets medlemmer til datidens kendte jazzorkestre, og melodierne fra dengang er stadig grundstammen i det meget omfattende repertoire. Selvfølgelig har bandet gennemgået en meget stor udvikling gennem de mere end 40 år, det har eksisteret.

Vestre Jazzværk har høstet stor anerkendelse både nationalt og internationalt. Orkesteret er hyppige gæster i de tyske jazzklubber, og der er også blevet plads til en tur til jazzens fødeby, New Orleans.

Herhjemme har orkesteret en høj stjerne hos bookerne i både jazzklubber, og på de mange festivals. Der er så at sige ikke en eneste af de mest anerkendte jazzfestivals, som ikke har haft besøg af Vestre Jazzværk.

Ove Larsen står med sin trompet i spidsen for blæserne med Poul Schmidt, trombone og sang, og Ole Weibel, clarinet og sang. Rytmegruppen består af Tom Nissen, banjo, guitar og sang, Poul Erik Phillipsen, bas og sousafon, samt kapelmester Hans Rømer, trommer.

Herefter holder jazzklubben ferie indtil lørdag 1. september, hvor Royal Garden Jazzband åbner den ny sæson med et dobbeltarrangement - dels med frokostjazz på Hotel Martina i Grenaa og grillaften med dans på Gjerrild Nordstrand Camping.

Men sommeren bliver ikke uden jazz i Norddjurs Kommune. Der er planlagt flere arrangementer med Grenaa ny jazzorkester, Hyggebanden, der suppleres med en af de populære jazzsangerinder i Israel, Hannah Shirel.