”Jeg er meget optimistisk på Hornslets vegne”
Formand for Hornslet Handelsstandsforening Jesper Nørgaard oplever Hornslet som et attraktivt vækstområde
”Jeg bliver ofte kontaktet af folk, der vil åbne forretning i Hornslet.”
Det siger butikschef Jesper Nørgaard fra Profil Optik i Hornslet, og han har efter et år i formandsstolen i Hornslet Handelsstandsforening svært ved at skjule sin optimisme på byens vegne.
Jesper Nørgaard ser frem mod Hornslet Handels generalforsamling, hvor de godt 50 medlemmer kunne glæde sig over fremskridt på flere områder, som styrker foreningen og byens handelsliv.
”Vi har fået mange nye medlemmer i Hornslet Handel, og det glæder mig. Men jeg savner stadigvæk, at nogle af de store dagligvarebutikker og kædeforretninger melder sig ind i foreningen og er med til at støtte byen,” siger Jesper Nørgaard, som fremhæver juleudsmykningen som en af de opgaver, som medlemmerne af Hornslet Handel løfter til glæde for hele byen og dens borgere.
”Juletræ og julebelysningen kostede sidste år på grund af investeringer over 50.000 kr. og i årene fremover det halve. Jeg tror ikke, at så mange ved, at det er Hornslet Handel som betaler, arrangerer og vedligeholder julebelysningen,” siger Jesper Nørgaard.
Mere synlig på nettet
Efter et år som formand kan Jesper Nørgaard konstatere, at Hornslet Handel er blevet mere synlig, ikke mindst på de sociale medier.
”Vi har i samarbejde med en lokal virksomhed 2BeeSeen.dk fået en facebookprofil, og vi er ved at få lavet en hjemmeside. På den vil fremover kunne få et samlet overblik over vores medlemmer, vores organisation og aktiviteter, og hvad der sker i Hornslet i det hele taget. Vi har også fået lavet et logo, som vi har trykt på et klistermærke, som man nu kan se i vinduet hos de forretninger, som er medlem af Hornslet Handel,” siger Jesper Nørgaard.
Nye ting i byen bliver også opstillingen af en stander med skærm med oplysninger for turister i Brugsen i samarbejde med Visit Djursland, og efter Rosenholm Festival er der aftalt en udstilling, hvor den lokale stenhugger Palle Daugaard viser granitskulpturer på Nytorv.
Hornslet Handel vil også gøre en indsats for at sælge og udbrede Handel Syddjurs' gavekort, som man kan bruge i 135 butikker i hele Syddjurs Kommune.
Ser frem til letbanen
Men frem for alt ser Jesper Nørgaard frem til store tiltag som færdiggørelsen af letbanen, udstykning af byggegrunde og reguleringen af T-krydset Løgtenvej/Kirkeholtvej, hvor mange bilister hver morgen må vente i kø for at komme ud på motorvejen til Aarhus.
”Letbane og byggegrunde hænger sammen, for med letbanen bliver det let at komme til byen. Som stationsby har vi grundlag for mange gode forretninger, og det skal vi overbevise vores mange tilflyttere om,” mener Jesper Nørgaard, som er villig til at fortsætte som formand for Hornslet Handel.