Fortsæt til indhold

19 hotdogs på et kvarter - så var Peter i finalen

Fredag 1. juni afvikles finalen for DM i Hotdogspisning for fjerde gang i Aalborg, og det ligner en historisk tæt finale

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Endnu engang er det Gammel Torv i Aalborg midtby, der skal danne rammerne for dette års finale i DM i Hotdogspisning, når Danmarks næste hotdogkonge skal findes.

Den storslåede hotdogfest bliver afviklet af Steff Houlberg i samarbejde med Aalborg Cityforening og Visit Aalborg, og bliver afholdt som en del af Aalborg Cityforenings Day & Night – og der er lagt op til et brag af en finalefest.

"Nu er de 10 finalister til dette års finale fundet, og jeg kan allerede garantere, at der bliver kamp om trofæet, æren og rejsegavekortet på 20.000 kr. Den regerende mester, Ruben Lemcke-Mikkelsen, er selvfølgelig tilbage, men der er også meget stærke udfordrere i blandt andet Mikael H. Clausen, også kendt som Galhalsen fra Vejle, der viste exceptionel form under kvalifikationsrunden og spiste 25 hotdogs på et kvarter – lige som den femdobbelte champ, Ruben. Det ser historisk tæt ud, siger Rikke Jeppesen fra Steff Houlberg.

Grenaa er med

Grenaa er repræsenteret i finalen af 44-årige Peter Tranholm, der godt nok har bopæl i Aarhus, men arbejder på Grenen uden for Grenaa - og han kvalificerede sig ved at spise 19 hotdogs på et kvarter i Havnens Pølsevogn i Grenaa.

Peter Tranholm er en garvet konkurrencespiser og hotdogspisningsveteran, og han har blandt andet vundet en konkurrence i halv-meter-hotdog, hvoraf han spiste hele ni styk. Udover halv-meter-hotdogs har Peter gennemført en spicy hotwing-challenge i Silicon Valley i USA, hvor han skulle spise 12 superstærke hotwings på seks minutter. Disse klarede han på blot tre, og han er blevet optaget i deres Hall of Fame på baggrund af denne pragtpræstation.

Derudover er Peter også medlem af et flødebolle-panel, hvor han spiser flødeboller på tid. Sidst spiste han 27 flødeboller på tre minutter. Flødebollepanelets deltagere har hver en sponsor, og for hver flødebolle spist, går der sponsorerede penge til et godt formål.

Elsker hotdogs

Peter elsker hotdogs, og sidste år debuterede han ved DM i Hotdogspisning, hvor han placerede sig lige uden for medaljeskamlen med 21 spiste hotdogs. Han husker, at han inden finalen spiste frokost og under konkurrencen drak over en hel liter vand, hvilket kostede ham en podieplads. Men i år regner Peter med at gøre stort comeback og indtage en position i top tre, som han selv synes, han både fortjener og kan opnå.

Til dagligt arbejder Peter som socialpædagog på Grenen, hvor han ofte bliver udfordret af de unge beboere. Dog har han aldrig tabt en af disse udfordringer, og med sin debut i hotdogspisningens noble kunstart, har han fået blod på tanden til endnu mere konkurrencespisning i fremtiden.

Og med 19 spiste hotdogs placerer Peter sig pænt i top tre i de indledende runder – om det så også holder til en top tre i finalen, kan kun tiden vise. Sidste års vinder Ruben Mikkelsen snuppede i DM-finalen imponerende 36 hotdogs på 15 minutter.

Odds til sejr til Peter Tranholm er 18.

Hele omsætningen fra finaledagen og indtægterne fra kvalifikationsrunderne går ubeskåret til Børnenes Kontor i Aalborg.