Så kan de gå...

KLUMME Truslen om strejke og lockout på det danske arbejdsmarked blev afblæst, men derfor kan man godt bruge de langvarige overenstkomstforhandlinger til et lille tilbageblik på, hvordan organiseringen af arbejdsmarkedet i Grenaa og omegn oprindeligt fandt sted.

Fagbevægelsen nåede først for alvor til Grenaa i 1890’erne. Før det var der i 1882 dannet ”Grenaa Arbejderforening”. Det var dog ikke fagenes udøvere, der selv havde dannet foreningen, men derimod en gruppe af velmenende borgere. Formålet med foreningen var dels at understøtte trængende medlemmer, at hjælpe med opsparing til især alderdomsforsørgelse og at virke til medlemmernes underholdning og oplysning gennem foredrag og oplæsning. Muligvis var bagtanken også, at man dermed kunne hindre, at man fra socialdemokratisk side fik oprettet en fagforening.

Tanken var ikke så fjern, da den første socialdemokratiske forening i byen blev stiftet i 1885 af redaktøren på Grenaa Folketidende, C.M. Blomberg. Foreningen blev dog kort tid efter nedlagt igen på grund af manglende opbakning.

I 1893 lykkedes det imidlertid at få dannet den første fagforening i Grenaa, da væverne på det nystartede Grenaa Dampvæveri blev organiseret i Tekstilarbejderforbundet. En del af de nyansatte vævere kom fra andre væverier i København og Horsens, hvor de havde oplevet fordelene ved at stå sammen i forhandlinger. Kort tid efter blev socialdemokratisk forening gendannet. I januar 1894 lykkedes det efter lang tids arbejde at få dannet Arbejdsmændenes Fagforening for Grenaa og omegn og dermed var grundlaget for arbejderbevægelsen i Grenaa lagt.

Det betød dog ikke, at alle kampe foregik ved forhandlingsbordet. I 1897 standsede ejeren af Grenaa Dampvæveri, H.P. Rosenvinge, arbejdet på fabrikken i Grenaa. Lockouten ramte 68 arbejdere i 3 dage. Ifølge Grenaa Folketidende skyldtes arbejdsstandsningen, at Rosenvinge få dage før havde ansat en ny væver fra Vejle. Han havde tilsyneladende ikke fagforeningspapirerne i orden, og fabrikkens øvrige ansatte havde på den baggrund drillet ham på forskellig måde. Den nyansatte mand klagede til Rosenvinge, som i første omgang henvendte sig til fagforeningsformand Eriksen. Senere kom Rosenvinge over på fabrikken, hvor arbejdet var standset. Avisen skrev: ”Han spurgte, hvad dette skulde betyde og fik til svar, at de (arbejderne) ikke havde lyst til at arbejde i øjeblikket. Hertil bemærkede Rosenvinge: ”Ja, så kan de gå”. Han slukkede lamperne og bad fyrbøderen slippe dampen ud.

Et par dage efter kom tekstilarbejderforbundets forretningsfører Møller fra København til byen og medvirkede til en overenskomst, sådan at arbejdet hurtigt blev optaget igen. Rosenvinge måtte som andre fabrikanter og øvrige arbejdsgivere acceptere den organisering af arbejdsmarkedet, der senere førte frem til Septemberforliget i 1899. Forliget lagde grunden til det arbejdsmarked vi kender i dag, med fastlæggelsen af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og fagforeningernes ret til at indgå aftaler om løn- og arbejdsforhold.