Fortsæt til indhold

Rejsetid 23 minutter

Samfund
Arkiv

Fra 2035 er Københavns Hovedbanegård og Malmø Central Station efter planen forbundet med en metrolinje. Rejsetiden mellem de to byer ventes at blive cirka 23 minutter.

Det fortæller overborgmester i Københavns Kommune Frank Jensen (S) og Malmøs borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammes (S), på et pressemøde i Malmø mandag ifølge Ritzau.

"Øresundsmetroen, der skal forbinde Malmø og København, er gået fra at være en vision, som jeg drømte om for seks til syv år siden, til at kunne blive en realitet," siger Frank Jensen.

Metroen skal have afgange med halvandet minuts mellemrum, og rejsetiden mellem Malmø og København bliver cirka 23 minutter. Det er næsten en halvering af rejsetiden med toget.

"Metroen er af strategisk betydning for Nordeuropas hotteste arbejdsmarked. De nordiske lande har nu mulighed for at blive et vigtigere punkt på det europæiske kort," siger Katrin Stjernfeldt Jammes.

I øjeblikket kan cirka 1,3 millioner mennesker nå på tværs af Øresund inden for en time. Med den nye metro forventes det antal at stige til omkring 2,3 millioner mennesker.

Øresundsmetroen er estimeret til at koste cirka 30 milliarder kroner og finansieres primært af brugerne og af overskuddet fra Øresundsbroen, skriver Ritzau.