Fortsæt til indhold

Siim må leve med fladt tag i landsbygade og ny personale-p-plads

Siim Borgerforening undrer sig

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Siim Borgerforening undrer sig over, at en ny 202 m2 stor pavillon ved Børnehuset Bakkely får fladt tag, når der i lokalplanen står, at "udbygning i Siim landsby sker i harmoni med de nuværende karaktertræk..."

Og de undrer sig over, kommunen har givet tilladelse til at en ny p-plads til institutionen med ind- og udkørsel fra Siim Bygade. Og at der ikke har været en bedre nabohøring.

Pavillonen ligger tilbagetrukket fra Bygaden, men den ligger stadig som nær nabo til et klassisk hus med saddeltag. Foto: Bollerup

Claus Leick (SF), der er formand for byrådets Miljø- og Planudvalg, har stillet en række supplerende spørgsmål efter, at han med udvalgets næstformand Claus Bloch (V) holdt et møde med Borgerforeningen for Siim Bygade.

Han har blandt andet spurgt, hvorfor der ikke er gennemført en dialog med naboerne, når det indgår i kommunens trafikpolitik, at kommunen "vil skabe (trafikale) løsninger (i boligområder) gennem en god og reel inddragelse af borgerne".

Fladt tag er gemt af vejen

Både de utilfredse naboer og Claus Leick har fået svar. Forvaltningen forklarer, at kravet om at sikre harmoni med landsbygadens øvrige bygninger opfyldes, selv om pavillonen har fladt tag, fordi pavillonen ikke bliver en direkte del af bygadens miljø, da den er placeret cirka 38 meter inde på grunden. Altså væk fra vejen.

Pavillonen til højre skal rumme 24 børn og tre ansatte. Foto: Bollerup

"Det har også en vægtig betydning, at pavillonen er midlertidig og ikke bliver en fast del af områdets bebyggelse," skriver forvaltningen.

Samtidig er der godkendt en personaleparkering med 6-8 pladser med ind- og udkørsel fra Siim Bygade, selv om Vej og Trafik før har været kritisk for en sådan løsning. Det sker, fordi det vurderes, at det får begrænset effekt på trafikmængden og er en brugbar løsning i pavillonens levetid. I øvrigt har der været udkørsel fra grunden fra før 1999.

En alternativ indkørsel fra Bakkelyvej ville være uhensigtsmæssig og farlig. Og en udvidelse af Børnehusets nuværende p-plads ved Bakkelyvej ville blive uforholdsmæssig dyr og reducere legeplads-arealet væsentligt.

Forvaltningen har vurderet, det ikke var nødvendigt med en dialog med naboerne om trafiksikkerheden, da man ikke mener, p-pladserne øger trafikmængden markant. Og i 2018 hár der været en dialog om p-pladsernes placering.

Claus Leick beklager, der ikke var en dialog om trafikken.

Naboerne er bekymret for, at uvedkommende, vil bruge p-pladsen. "Sker det, får vi en bom," siger Claus Leick.