Chefredaktørens klumme: Tillykke, H.K.H. Kronprins Frederik!
Kronprinsen fylder 50 år 26. maj. Jeg har fulgt kronprinsens gøren og laden via medierne i mange år og er en stor beundrer. Han og jeg er jævnaldrende, og jeg har i mange år følt en form for åndeligt fællesskab med kronprinsen. Hans liv har på flere punkter været et spejl af mit liv. Første gang jeg tænkte, at her har vi en mand, der er gjort af noget helt specielt, var da han gennemførte Copenhagen Marathon tilbage i 90'erne. Da han senere gennemførte en ironman og tog med Sirius-patruljen på en over 2.500 km lang slædetur i Grønland, blev min begejstring for kronprinsen kun større. Kronprinsen har aldrig sparet sig selv - hverken som konkurrencemenneske eller som soldat. Hans meritter som soldat i forsvaret taler for sig selv. Han er uddannet frømand og har gennem hele sin karriere som soldat været soldat og ikke kronprins.
Da kronprinsen valgte en borgerlig hustru, sendte han også et signal til befolkningen om, at han var en kronprins, der gik sine egne veje. Jeg husker tydeligt den direkte transmission fra bryllupsfesten, hvor han i talen til sin hustru sagde: 'Jeg elsker dig, Mary - kom lad os gå, kom lad os se - gennem tusind verdener venter vægtløs kærlighed.' For det første var det frydefuldt at høre ham sige 'Jeg elsker dig, Mary' foran hele verden - men da han samtidig brugte et omkvæd fra Lars H.U.G. sangen 'Mon De Kan Reparere Dig?' var jeg helt solgt. Her stod han ved den største begivenhed i årtier i kongefamilien - og så citerer han et dansk musik-ikon!
I dag er kronprinsen far til fire børn, og han er ganske sikkert travlt beskæftiget som alle andre, der er far til fire. Derudover har kronprinsen en masse officielle pligter. Men han virker stadigvæk som om, at han har sig selv med. Han virker som en, der hviler i sig selv.
Kronprinsen er født med en guldske i munden. Som kongelig i Danmark er du blandt de allermest privilegerede mennesker overhovedet. Men de privilegier, kronprinsen er født med, har han forvaltet efter allerbedste evne. Han er i min optik en kronprins af folket. Og jeg kan sige med sikkerhed, at den dag han bliver kronet til konge, dér får jeg tårer i øjnene. For han er lige præcis den konge, jeg synes, vi fortjener.
Med venlig hilsen
Claus Krogh
Ansvarshavende chefredaktør