Expedit skal have ny direktør: Steen Bødtker stopper til efteråret
Butiksinventar-producenten Expedit lander flot regnskab med knap 500 millioner kroners omsætning. Direktøren sagde op under generalforsamlingen tirsdag
Det er flotte tal som Expedit i Hadsten igen har leveret. Omsætningen landede på 491,8 mio kr og et resultat på 15,2 mio kr mod 14.7 mio kr i 2016. Expedit har nu en egenkapital på 108 mio kr og en soliditetsgrad på 42%.
Det kom frem på generalforsamlingen tirsdag aften, hvor Ib Mortensen blev genvalgt som fortsættende formand. Og hvor aktionærerne nikkede ja til at udbyttet blev brugt til at reinvestere i firmaet.
Her kom det også frem, at direktøren siden 2010, Steen Bødtker stopper i efteråret efter eget ønske.
Nyt job hos Dafa A/S
Han skal i stedet være direktør i Dafa A/S, der oprindeligt fremstillede og monterede bronzetætningslister, men har udviklet sig til produktion af produkter i skum, gummi ogplastmaterialer til byggeri, industri og vindenergi, som eksempelvis pakninger, fugebånd, lyd- og vibrationsdæmpende løsninger. Her han været formand i bestyrelsen siden 2013.
"Jeg har sagt mit job op og har lovet at finde et passende direktør-emne inden jeg stopper. Det bliver engang i efteråret", forklarer han Lokalavisen Favrskov.
I 2010 overtog han skrantende Expedit med en aktiekurs på 180, hårdt ramt af 2009-krisen.
Solgt til kurs 900
Expedit blev solgt til tyske Wanzel Group til kurs 900. Og altså med en omsætning på knap 500 millioner kroner i 2017.
"Virksomheden er stærkere end nogensinde. Nu skal der nogle andre kræfter til at føre den ind i en ny fase", lyder det fra den 60-årige direktør.
"Det var en stor fordel, at være en børsnoteret virksomhed med det ansvar og de forpligtelser der fulgte med. Siden er Expedit blevet et datterselskab i en stor tysk koncern. Som direktør bliver der pludselig andre ting at forholde sig til i sådan en konstruktion," lyder den diplomatiske udmelding fra direktøren, om hvorfor han forlader en yderst veldrevet virksomhed til fordel for Dafa A/S med 350 medarbejdere. Firmaet er tilstede i otte lande og har produktion i Danmark, Italien, Polen og Kina. Hovedkvarteret ligger i Aarhus.