Hvem skal have Ole Laursen prisen i år?
Det er stadig muligt at indstille til Ole Laursen prisen, der gives til en frivillig i Mols eller Helgenæs, som har gjort en stor indsats
MOLS Det er ved at være tid til at få uddelt den årlige Ole Laursen pris, der gives til en person, som har ydet et stykke frivilligt arbejde. Det kan heldigvis nås endnu at indstille til prisen.
Kriterierne er, at personen har ydet en frivillig indsats ud over det sædvanlige i en længere periode – naturligvis i Mols eller Helgenæs.
"Det kan være frivillige ind for alt, hvad der overhovedet findes," fortæller Rikke Vendelbo fra bestyrelsen i Ole Lausen prisen.
Opkaldt efter ildsjæl
Ole Laursen var en mand, som gjorde meget for sommerfesten og en masse andet frivilligt arbejde på Mols. Det er ham, prisen er opkaldt efter.
"Han døde jo desværre for en seks-syv år siden. Og vi manglede ham. Og vi manglede flere frivillige. Derfor fik vi ideen at søge penge ved Tved-fonden til at uddele en pris i hans navn," fortæller Rikke Vendelbo.
Pengene rækker til at uddele prisen i år for femte gang og fem år endnu. Med prisen følger en check på 5.000 kroner, der altid bliver uddelt om lørdagen til sommerfesten, fordi det var en af de ting, der kendetegnede Ole Laursen.
"Han var der dag og nat. Han var så engageret i sommerfesten," siger Rikke Vendelbo.
Sådan indstiller du en frivillig til Ole Laursen prisen
Skriv en begrundelse for, hvorfor netop denne person fortjener at blive hædret.
Send din nominering til en af bestyrelsesmedlemmerne på sms eller mail, eller via Facebook-siden 'Ole Laursen prisen'. Man er også velkommen til at ringe til en af bestyrelsesmedlemmerne.
Der er frist 23. juni, derefter vil bestyrelsen udvælge en vinder af de 5.000, der følger med prisen.