Flammerne fra bålet tiltrak masser af mennesker
Anden udgave af Bålfestivalen på Karpenhøj Naturcenter blev en stor succes
Folk fra Norge, Sverige, Tyskland og selvfølgelig Danmark samledes i den varme pinsesol og omkring bålets hyggelige flammer på Karpenhøj Naturcenter, da den anden udgave af Bålfestivalen blev afviklet i forrige weekend.
I 2017 lykkedes det at samle omkring 300 mennesker til den første udgave, og noget tyder på, at rygtet om det hyggelige samvær om bålet, maden og naturen siden er løbet som en, ja, steppebrand.
"Der var 700 mennesker til dette års Bålfestival, så det var en kæmpestor succes," fortæller leder af Karpenhøj Naturcenter Carsten Nielsen.
Bål igen i 2019
Bålfestivalen er delt op i to programmer med et kulinarisk og et naturmæssigt afsæt, og der var således masser af aktiviteter i løbet af hele lørdagen, inden et stort fakkeloptog om aftenen.
Søndag kunne de overnattende gæster stå op til morgenbadetur ved Fuglsø Strand, inden der blev serveret morgenmad og bålkaffe til udsigten over Fuglsø Vig.
"Det var en fantastisk weekend, så man kan godt regne med, at der er Bålfestival igen næste år. Der håber vi på, at vi kan samle flere end 1000 mennesker," lyder det fra en glad Carstenm Nielsen, der satser på, at Bålfestivalen også fremover skal foregå i pinsen.