Fortsæt til indhold

Snaps og oplæsning langt ude i skoven

Knap 80 mennesker deltog i søndagens 13 km travetur på Linen i Frijsenborgskoven

Samfund
Hanne Bliksted

En grusvej gennem Frijsenborgskoven kan bruges til andet end trave- og cykelture. Ved arrangementet Gå Linen Ud søndag oplevede de knap 80 deltagere både oplæsning og dans.

Selv om temperaturen allerede var omkring de 20 grader, da turen startede ved den røde port ved Bølvadsvej i Hinnerup, så gik selskabet rask til. Tempoet holdt selv om temperaturen steg, og de få briser på åbne strækninger blev nydt fuldt ud.

I pausen ved Klapskovegen var der dans eller måske rettere fælles leg, hvor deltagerne hilste på hinanden og lavede forskellige aktiviteter under instruktion af Marianne Boie og Peter Fønss. Foto: Hanne Bliksted

Bøgetræer og granskov dominerer langs Linen, imponerende er de fire douglasgraner i Tinning Skov, som fire skovfogedelever plantede for omkring 100 år siden. De havde hver deres plantemetode til at få det højeste træ, men der er dog ikke den store forskel på de ca. 40 meter høje træer.

Denne historie og mange andre servede Poul Nørgaard Fra Lokalhistorisk Arkiv på sædvanlig informativ og humoristisk vis.

Pilesnaps

Langs ruten er der også piletræer, og som et twist på turen blev der serveret pilesnaps og hyldeblomstdrik, for hyld er der også, ovenikøbet lige nu i fuld blomst. Naturvejleder ved Favrskov Kommune Vibe Søndergaard lavede gættekonkurrencer med forskellige planter og underholdt med, hvordan man kan spise skvalderkål og anden ukrudt, og bibliotekar Christine Ellebæk Sørensen fra Hammel Bibliotek bidrog til, at deltagerne ikke kun fik motion men også lærte nyt og (gen)hørte anekdoter om lokalområdet.

Oplæsning

Til frokosten var der underholdning, dog af den lidt sørgmodige slags, idet den unge forfatter Malte Tellerup med høj og klar stemme læste op fra sin bog ’Markløs’, hvor han fortæller om en tre dages vandretur med lillebroren, hvor de taler meget om deres liv som skilsmissebørn.

Ved avlsgården Jernit dukkede Ole Ravn-Nielsen op, og som Poul Nørgaard ved han ganske meget om Frijsenborgs historie.

Undervejs beundrede selskabet også de tre smukke ledvogterhuse, som greve Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs byggede mellem 1865-70. Foto: Hanne Bliksted

Undervejs beundrede selskabet også de tre smukke ledvogterhuse, som greve Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs byggede mellem 1865-70. Han havde planer om at bygge flere, men det blev opgivet, angiveligt fordi det var dyrt byggeri.

Selv om de fleste deltagere var godt gennemsvedte, og de 13 km kunne mærkes i benene, da vi nåede porten til Frijsenborg Slot, så kom der nyt liv i deltagerne, idet turen sluttede på slotspladsen. Den er normalt ikke tilgængelig for offentligheden, også her bidrog Poul Nørgaard med information om slottet og den igangværende og kostbare renovering af taget.

Naturvejleder ved Favrskov Kommune Vibe Søndergaard lavede gættekonkurrencer med forskellige planter og underholdt med, hvordan man kan spise skvalderkål og anden ukrudt. Foto: Hanne Bliksted
Foto: Hanne Bliksted