Præsteklumme: Den kære familie?

Ser man på Facebook, kan hverdagen i Familien Danmark fremstå som den rene glansbilledverden! Skønt vi jo udmærket godt ved, at det er den ikke.

Der er noget ”Kejserens nye klæder” over den måde, vi idealiserer familien på. Helst i form af den velfungerende kernefamilie. Vi stabler en identitet – eller en længsel efter identitet - op omkring et ideal, der er ligeså sårbart og skrøbeligt, som vi mennesker er. Det er de færreste, der kan realisere det ideal bare tilnærmelsesvist. Alligevel ligger det som en kollektiv målestok for værdi eller livskvalitet. Og de høje idealer kan gøre familielivet svært selv for dem, hvor det egentlig for det meste går OK.

Nu er Jesus er ikke mest kendt for at være familieterapeut eller parterapeut. Af gode grunde måske. For han kunne finde på at sige: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel!” Ingen idealisering der! Og han mente det ganske bogstaveligt. At ville man følge ham, krævede det simpelthen afkald på så meget andet. I dag kan vi høre det som en opmuntring til at give afkald på idealiseringen af familien. For så til gengæld at kunne træde ind i den virkelighed, der ér. Med den familiesituation og den livssituation man har. Give afkald på fordomme, eller følelser eller forestillinger om livet og sig selv og andre. Jesus forkynder, at et menneske nok er rundet af en familie og præget af den på godt og ondt – men vi er også noget andet og ”mere”: Vi er nemlig Guds skabninger. Guds familie.