Fortsæt til indhold

Risskov-håndværker har et godt tag på brugere

Brugerne på Håndværker.dk har nu afgjort, hvem de synes er den bedste håndværker, og her er valget faldet på S P Malerfirma i Risskov

Samfund
Arkiv

pris I den seneste tid har håndværkere over hele landet dystet om at blive den bedst anbefalede i deres region. Brugere på Håndværker.dk vurderet og anbefalet deres lokale håndværkere. Det har dannet grundlag for uddelingen af 'Håndværker.dk Prisen 2018'. Resultatet er blevet 51 vindere fordelt på 6 regioner i udvalgte brancher. Blandt vinderne er Risskov-firmaet S P Malerfirma, som har vundet i et tæt opløb og dermed blevet valgt af brugerne som 'Region Midtjyllands bedst anbefalede tagmaler'.

"Vi er stolte af at blive valgt af brugerne i et skarpt felt af dygtige håndværkere. Det er selvfølgelig ikke noget, som vi er kommet let til, vi gør meget ud af at sikre at vores kunder er tilfredse og dermed anbefaler os til andre. Prisen her er et skulderklap til os og det er noget som giver lyst til at arbejde videre i samme retning," siger Lis Christensen fra S P Malerfirma i en pressemeddelelse.

At netop anbefalinger har en stor betydning understreges også af Bolius Boligejerundersøgelsen fra sidste år, hvor 40 procent af de adspurgte svarer, at det er vigtigt for dem, at de har fået håndværkeren anbefalet eller at de har kendskab til virksomheden i forvejen, når de vælger en håndværker. Det er noget, Lis Christensen også kan nikke genkendende til.

"Vi mærker helt klart at det er vigtigt at kunne fremvise gode anbefalinger, men det hænger også sammen med, at vi samtidig skal lave et godt stykke arbejde, når vi er ude hos kunderne. På den måde spiller det hele sammen."

På landsplan er der blevet givet næsten 700 anbefalinger fra brugerne på Håndværker.dk og det har været med til at danne ramme om kåringen.

ksa