Fortsæt til indhold

Debat: Fold drømmenes unge faner ud i Ebeltoft med nye uddannelsesmuligheder

Samfund
Carsten Nørgaard, Søskrænten 26. 8400 Ebeltoft:

"For at have en hel by, en by med dynamik og virkelyst, er det nødvendigt med unge, som ikke nødvendigvis ser begrænsninger på samme måde som os, der har passeret midtvejskrisen. Unge, der giver byen et liv efter turisterne, er taget hjem. Unge, som tiltrækker andre unge og som sammen skaber den moderne by.

For at få unge til Ebeltoft er det nødvendigt med seriøse uddannelsesmuligheder. Det gælder både akademiske og faglige uddannelser. Derfor bør vi få etableret et uddannelsescenter på havnen. Hele området, hvor Stark Byggemarked og Tømmerhandel residerede, vil være et oplagt sted for en campus for både de faglige og akademiske uddannelser, som derved kan dele faciliteter og støtte op om hinanden.

Det kunne være noget som (måske) kan kaldes VIA Nature College, hvor vi uddanner inden for områder, som passer til netop Ebeltofts og omegnens natur.

De akademiske uddannelser kan være:

· Marinebiolog

· Biolog

· Turisme

· Økologi

· Ernæring

· Idræt & Sundhed

På de faglige uddannelser kan det for eksempel være:

· Dykker og dykkerinstruktør

· Surfer- og kajakinstruktør

· Naturvejleder

· Økologisk landbrugsvejleder

· Turistvejleder (både online og fysisk interaktion)

Uddannelsescampus bør have en fælles satellit hos Karpenhøj og Fuglsø Centeret, hvor disse virksomheder med-uddanner og støtter marinebiolog-, dykker-, ernæring- og idræt & sundhedsuddannelserne. Hos Kalø Økologisk Landbrugsskole skal der tilsvarende være en satellit for økologi- og eventuelt biologuddannelsen.

Mange andre virksomheder skal tilsvarende deltage i uddannelsen om turisme. Det kan det være Ree Park, Sommerhusudlejningsfirmaerne, Djurs Sommerland og Kattegat Centeret.

Der er mange muligheder, når alle trækker på den samme hammel. Til gavn for virksomhederne, for de unge, og i sidste ende også for Ebeltoft og hele området. En netværksforankring.

Kære politikere, lad os få rigtige uddannelsesmuligheder til Ebeltoft, så denne også kan udvikle sig til en velfungerende og dynamisk by."