Fortsæt til indhold

Anhænger løser mangel på laboratorier

Stor succes med at tiltrække unge til EUD10 i både Auning og Kalø har skabt behov for laboratorier begge steder. I stedet for at bygge to laboratorier har Viden Djurs fået den geniale idé at bygge et på hjul, så det kan bruges begge steder

Samfund
Arkiv

DJURSLAND Der er godt liv i de 13 EUD10-elever, som er ved at finde bunsenbrændere og Pyrex-kolber frem i deres nye mobile laboratorie. På hvert af de tre borde er der udstyr til to grupper, så der i alt kan arbejde seks grupper samtidigt. Laboratoriet er indrettet i en stor anhænger, som er meget synlig beklædt med fotofolie på alle sider og blandt andet med påskriften ’MOBIL LAB’. For tiden står den på VID Kalø, hvor Viden Djurs har flere erhvervsuddannelser samt EUD10. I dag skal eleverne påvise protein i forskellige fødevarer.

"Fysik er godt, efter vi har fået laboratorievognen. Det er spændende at lave forsøg, og her laver vi mere end i klasseværelset. I dag skulle vi finde protein i forskelligt mad, og sidste uge fandt vi kulhydrater og lavede vingummier. Det er anden gang vi bruger laboratoriet, som er ok, selv om vi er mange derinde," fortæller Anna Hald fra Mørke.

Alle er begejstrede

Hun valgte EUD10 i Kalø for at prøve det af, da hun var usikker på, om hun ville på gymnasiet, hvilket hun nu ved, hun vil. Lige som hun og hendes klassekammerater er deres fysik- og kemilærer begejstret for det nye rullende laboratorie.

"Nu har jeg det udstyr, jeg vil bruge til min undervisning. Vi har bunsenbrændere og udsugning og kan derfor mere. Det er langt sjovere. Både for mig og eleverne, der fra nu af oplever, at fysik og kemi ikke foregår, hvor de lige har spist deres sandwich," forklarer Frederik Scheel Dalbach, som underviser i kemi og fysik på EUD10 i både Kalø og Auning.

Han har selv været med til at indrette anhængeren med hjælp fra sin far, der har været fysiklærer i mange år, og sin kollega, Johnny Christensen fra VID Gymnasier i Grenaa. Ideen til den smarte løsning kommer fra Viden Djurs’ leder af bygningsafdelingen, Per Popp, som har stået for det praktiske og i øvrigt fragter anhængeren rundt imellem adresserne. Ud over de to EUD10 i Kalø og Auning vil Kalø Økologiske Landbrugsskole benytte den til kemiundervisningen på landbrugsuddannelsen.

En genial løsning

"Løsningen med at indrette vores laboratorie i en anhænger er klart den bedste frem for at indrette to eller flere på forskellige adresser. Det er en simpel, men genial, løsning på et komplekst problem. Det her er et eksempel på en situation, hvor den billigste løsning også er den bedste. Nu har vores elever de optimale vilkår for at kvalificere sig til de uddannelser, de vælger efter EUD10," fortæller Annette Alsner, skoleleder for EUD10 i Kalø og Auning.

EUD10 er 10. klasse særligt målrettet erhvervsuddannelserne. Som andre 10. klasser har den de tre formål at modne eleverne, afklare deres efterfølgende studievalg og opkvalificere dem i de fag, hvor der er behov. Ud over det faglige, har det sociale eleverne imellem og forholdet til lærerne stor betydning for aldersgruppen.

"Lærerne er enormt søde her på Kalø, og vi er nok lidt umulige. Men det er måske, fordi vi har det så godt med hinanden i klassen. Det sociale er super, og der er enormt hyggeligt på EUD10," forklarer Annas klassekammerat, Malene Krokvik Greve fra Hornslet.