Paragraf Advokaterne får mere plads i Hadsten
Paragraf Advokaterne har siden januar 2017 holdt til i et enkelt lokale på banegården i Hadsten. Nu får de to medarbejdere og deres kommende kolleger mere plads. Det fortæller indehaver og advokat Søren V. Andreasen.
"Vi fik lige pludselig muligheden for at overtage de lokaler, hvor reklamebureauet Bahnhof holdt til i. Og vi har god brug for mere plads og lidt flere medarbejdere."
Der bliver mulighed for seks medarbejdere i de større omgivelser nær jernbanen, hvor kun et passerende godstog larmer, så mødet lige må indstilles 20 sekunder.
Godt netværk
I disse timer er bygningen ved at blive færdiggjort af håndværkere. Fredag 8. juni holdes der reception mellem klokken 14 og 17.
Paragraf Advokaternes hovedkontor ligger i Auning, men en udvidelse i Hadsten kommer meget naturligt.
"Jeg bor jo selv i Søften og kender Favrskov Kommune rigtig godt. Vi har fået etableret et godt netværk i erhvervslivet," fortæller Søren V. Andreasen.