Fortsæt til indhold

Lektiehjælp til tosprogede bliver bedre

Et nyt samarbejde skal hjælpe de tosprogede med lektierne

Samfund
Arkiv

Et nyt samarbejde mellem Aarhus Kommune, Mercuri Urval og Lektier Online skal sikre, at tosprogede unge i Aarhus har særligt kompetente mentorer lige ved hånden, når lektierne driller. Det skal både være i form af hjælp ansigt til ansigt og fra frivillige, der sidder klar til at hjælpe via hjemmesiden www.lektieronline.dk.
Initiativet til samarbejdet er taget af mentorerne fra Aarhus Kommune, der ønsker endnu flere værktøjer til bedre at kunne hjælpe deres mentees med lektierne og dermed realisere de unges ambitioner om at blive optaget på en ungdomsuddannelse.
”Vi vil gå langt for at få unge i uddannelse, men de skal også lære at klare sig uden hjælp. Målet er, at vi med målrettet, tidlig indsats kan lære unge at hjælpe sig selv, hvis det kniber med at løse hjemmeopgaverne. Jeg er derfor meget tilfreds med det nye samarbejde, som vil hjælpe endnu flere unge i uddannelse. At initiativet kommer fra mentorerne selv vidner samtidig om stor ansvarlighed og lyst til at hjælpe”, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Også de øvrige samarbejdspartnere i projektet er begejstrede for det nye tiltag, oplyses det i pressemeddelelsen.
-CKO