Fortsæt til indhold

Chefredaktørens klumme: Andre Menneskers Penge

Samfund
Arkiv

For år tilbage havde jeg en kollega, hvis mand havde en nummerplade på sin Ferrari, hvor der stod OPM. OPM stod for Other Peoples Money - eller på dansk Andre Menneskers Penge.

Hendes mand var sidegadevekseler og tjente styrtende på, at velmenende mennesker overlod dem deres formue, som de så kunne investere. De tog dog så sindssygt høje gebyrer, at der reelt ikke var meget at investere for. Til gengæld levede sidegadevekselererne et liv i sus og dus - for Andre Menneskers Penge.

Sådan er det også med letbanen. Folkene bag letbanen forvalter også andre menneskers penge, da selskabet er ejet 50/50 af henholdsvis Aarhus Kommune og Region Midtjylland, som jo kun har en indtægtskilde - nemlig skattekroner - vores penge. Jeg påstår ikke, at de ansatte hos letbanen lever et liv i sus og dus, men letbanen har en - for udenforstående - ganske uforståelig omgang med de skattekroner, man skal forvalte.

Vi har tidligere i denne avis beskrevet, hvordan den afgåede direktør Claus Rehfeld Moshøj, på trods af den pinlige udskydelse af åbningen tilbage i 2017, fik mere end to millioner kroner i bonus. Det kunststykke gentager letbanen nu.

Forleden kunne du læse en artikel om, hvordan letbanen har givet en række højt placerede medarbejdere millionkroner store bonusser. Bonusser, som er givet på trods af kolossale forsinkelser og manglende resultater. Letbanen påstår, at der er tale om fastholdelsesbonusser.

Altså en bonus, som medarbejderne får, fordi de er ansat på en tidsbegrænset kontrakt. Det gøres - lyder forklaringen - fordi letbanen ellers ikke kunne få de rigtige medarbejdere. Det i sig selv virker mærkeligt, da de medarbejdere, der får bonussen, trods alt har en ganske høj grundløn på en million kroner.

Men hårdt presset indrømmer letbanen da også, at de pågældende medarbejderes bonusser kunne have været højere. Hvilket selvfølgelig betyder, at der også er tale om resultatbonusser. Og her er det så, at Andre Menneskers Penge kommer ind. For det virker som om, at letbanens ledelse og bestyrelse har glemt enhver ansvarlighed i forhold til, hvordan man forvalter vores allesammens penge.

Med venlig hilsen

Claus Krogh

Ansvarshavende

chefredaktør