Fortsæt til indhold

Rådmand vil asfaltere cykelsti mellem Solbjerg og Malling

Det nuværende stenmelsunderlag giver problemer i regnvejr

Samfund
Arkiv

De første erfaringer med den næsten færdige cykelsti mellem Solbjerg og Malling viser, at stenmelsunderlaget giver problemer, når det regner.

Rådmand Bünyamin Simsek skriver i en pressemeddelelse, at afvandingssystemet er udfordret i regnvej, og at heste og andre tungere brugere ødelægger belægningen for cyklisterne, som er stiens egentlige målgruppe. Han vil derfor erstatte stenmel med asfalt.

"Jeg vil ikke stå på mål for halve løsninger. Det er tydeligt, at asfalt er det eneste rigtige valg på langt sigt. Beboerne i Solbjerg og Malling har ventet længe på denne cykelsti, og vi skylder dem en løsning, som gør en reel positiv forskel i deres hverdag de næste mange, mange år," siger Teknik- og Miljø-rådmanden.

Arbejdet sættes på pause

Byrådet skal efter sommerferien tage stilling til forslaget og ekstraudgiften på 1,5 millioner kroner. Indtil da bliver det igangværende arbejde med den seks kilometer lange cykelsti sat på pause.

På trods af forsinkelsen bliver forslaget om asfalt taget imod med kyshånd af den lokale gruppe SOS-cykelsti, der i flere år har kæmpet for cykelstien.

"Vi er naturligvis både glade og begejstrede for udsigten til asfalt på cykelstien. Det havde vi aldrig turdet drømme om. Selvom cykelstien bliver forsinket, er vi lykkelige for, at det forhåbentligt ender med at blive en asfaltsti. Nu håber vi bare, at den når at blive klar til skolernes motionsdag i efteråret, så vi kan indvie den med et brag af en fest for både børn og voksne," siger Kirsten Louise Laursen, talsperson for SOS-cykelsti.

jr