Debat: Jeg vil gerne invitere Kirstine Bille til et møde - meget gerne på et havbrug
"Den nye videnskabelige EU-rapport ”Mad fra havet” peger på, at det største vækstpotentiale i akvakultur ligger i marint opdræt, herunder havbrug. Havene tegner sig for næsten halvdelen af jordens biologiske produktion, men kun 2 procent af vores kalorieindtag og 15 procent af vores proteinindtag kommer fra havet.
Det står i skærende kontrast til Kirstine Billes påstand om, at der ingen fremtid er i havbrug.
Alle videnskabelige undersøgelser viser, at der kun er en mindre lokal miljøpåvirkning omkring de danske havbrug. Kirstine Billes påstand om, at havbrug er en truende miljøkatastrofe er uden hold i virkeligheden.
I Danmark er der skrappe krav til, hvor meget medicin og kobber et havbrug må udlede til vandmiljøet. De danske havbrug overholder alle miljøkrav til udledninger af medicin og kobber.
Der er lav risiko for lakselus i danske havbrug. Det fremgår af en risikovurdering fra Danmarks Tekniske Universitet og Københavns Universitet. Efter 40 års drift med havbrug er der aldrig påvist en sammenhæng mellem fund af lakselus på vilde havørreder og regnbueørreder i danske havbrug.
Det vil desværre tage lang tid, før der er god miljøtilstand i Kattegat. Det skyldes bl.a., at der er en tidsmæssig forsinkelse mellem reduktioner i næringsstoftilførsler og miljøtilstanden i et havområde, og det afhænger også af, at andre lande gennemfører reduktioner i deres næringsstofudledninger.
Faktum er, at de danske udledninger af næringsstoffer til Kattegat er under det niveau, der er nødvendigt for at opnå god miljøtilstand. Miljøstyrelsen vurderer, at udledninger fra nye havbrug i Kattegat ikke vil hindre god miljøtilstand. Rådgivnings‐ og forskningsinstitutionen DHI konkluderer også, at nye havbrug i Kattegat ikke vil påvirke hverken vandkvaliteten eller vandområdernes økologiske tilstand.
Kirstine Bille mener, at vi kun skal satse på landbaserede anlæg, fordi det er en bæredygtig teknologi.
Det gør vi allerede, men teknologier og markeder udvikler sig løbende, og vi mener, at politikerne bør fokusere på at opstille fornuftige rammevilkår for udviklingen.
Vi ønsker samarbejde og dialog, og derfor vil jeg gerne invitere Kirstine Bille til et møde, meget gerne på et havbrug, så vi kan drøfte muligheder og udfordringer i at udvikle en moderne fødevareproduktion på havet."