Anmeldelse: Tilbage til fortiden med de danske rock-mestre
Dizzy Mizz Lizzy lukkede fredagens Northside med et show, der ikke overraskende blev modtaget med kærlighed, når bandet blev nostalgisk
(Dizzy Mizz Lizzy - Blå Scene: 4 af 6 stjerner)
Tim Christensen & Co var kommet på den forholdsvise vanskelige opgave at afslutte festivaldag nummer to, som hovedsageligt havde stået i rockens tegn.
Men bandet, som i år kan fejre 30 års jubilæum, havde nogle ganske gode våben mod træthed med, nemlig rock-klassikere fra det selvbetitlede debutalbum fra 1994 og fyrværkeri.
Den danske og DM i Rock-vindere fra 1993 lagde hårdt ud med en instrumental intro, hvorefter publikum blev sendt tilbage til 1990'erne med 'Waterline' og 'Barbedwired Baby's Dream'. Men koncerten var ikke et rent nostalgi-trip. Fem gange dykkede Dizzy Mizz Lizzy ned i det seneste album 'Forward in Reverse', og skæringer fra 'Rotator'-albummet havde også havde fået plads på sætlisten.
Det var dog 1990-numrene, der ikke overraskende blev modtaget klart bedst med en del hair-and headbanging blandt publikum. De kunne synge med på det meste, selv om flere af dem endnu ikke var født, da numrene blev udgivet. Hvilket da også blev nævnt af Tim Christensen under koncerten, som var Dizzy Mizz Lizzys anden Northside-optræden.
Første gang var som vikar for Sam Smith i 2015, og det udviklede sig dengang til en regulær folkefest med fællessang.
Og det gentog sig til dels - især når bandlederen og ballademageren tog sig tid til spille de mere stille skæringer med nævneværdige højdepunkter som 'Love is a Loser's Game', John Lennon-hyldesten '11:07 PM' og ikke mindst 'Silverflame'.
Men det virkede som om, rock-festen fes en anelse ud, når det nyere materiale blev spillet, og der var en stor udvandring for at lade vandet, da bandet gav en smagprøve fra et kommende album, som der i øjeblikket arbejdes på.
På sådan en aften var det tydeligt, at størstedelen af publikum ikke var så modtageligt for nye ting. Det er heller ikke helt let, når det nye materiale skal konkurere med et af dansk musikhistories mest succesfulde debut-albums.
Dizzy Mizz Lizzy kom dog i mål og løste opgaven med at afslutte dag to på Northside. Men kun i kraft af fortidens bedrifter.
Det er dét, de unge - og gamle - vil ha'.