Fortsæt til indhold

Kim Larsen-kopi tog kegler

Sommerfest på Ellemosevej var en gave til beboerne

Samfund
Arkiv

Udviklingshæmmede borgere på botilbuddet Ellemosevej i Hadsten fik en ganske særlig sommerfest onsdag, hvor Kim Larsen-kopien, Ole Gas, underholdt.

Nok er han en kopi, men han tog kegler hos det særlige publikum med sine gengivelser af de gode Kim Larsen-sange, som borgerne både kunne synge med på og danse til. Efter et par indledende numre skruede Ole op for gassen, og så blev der vippet med tæerne, vrikket med hofterne og rokket med kørestolene til klassikere som “Midt om natten”, “Susan Himmelblå” og “Jutlandia”.

Årsagen til den særlige fest var en gave på 15.000 kr. fra Mester Jacob i Hadsten. Bageren gav botilbuddet pengene fra Kagens Dag sidste efterår. Den flotte gave rakte til både underholdningen og et stort telt, hvor flere sektioner blev taget af for at skaffe luft i sommervarmen. Det blev en helt igennem perfekt dag med høj sol og den sluttede med pølser fra en rigtig pølsevogn. Det ekstra indslag var en hilsen fra transportfirmaet Frode Laursen, der udlånte deres pølsevogn, og Kvickly spenderede en masse pølser, der var stor begejstring for. Det var en sjælden og særlig festdag, som beboerne på botilbuddet vil tale om i meget lang tid.

Det oplyser botilbuddet i en pressemeddelelse.

logy