Kort debut: Venstresving forbudt i få dage
Forbudsskilte blev taget ned igen på Beta i Søften. Man ville forhindre venstresving ud på Århusvej ind mod Århus
Et forsøg på at ændre trafikvaner i Søftens industrikvarter er sat på pause.
I begyndelsen af sidste i uge satte Favrskov Kommune ellers skilte op, der forbød venstresving fra Beta ud på Århusvej. Det betød at bilisterne ikke måtte dreje til venstre ind mod Århus.
Og det kunne mange ikke finde ud af, konstaterede Lokalavisen Favrskov ved selvsyn torsdag klokken 16.00. Otte ud af ti bilister drejede alligevel til venstre.
Kommunen pillede skiltene ned om fredagen efter henvendelser fra blandt andet Kent Jeppesen, direktør for DCC og formand for Favrskov Erhvervsråd.
Ikke respekteret skilt
"Mindst halvdelen af de ansatte i virksomhederne skal jo ind mod Århus. Og skiltene kom bare op, ingen af virksomhederne blev orienteret i forvejen", lyder det.
"Vi satte skiltene op på baggrund af borgerhenvendelser. Der opstår tit trafikfarlige situationer, når bilister gasser hurtigt op og krydser vejen. Så må bilister på Århusvej lette på speederen," forklarer Claus Vind Andersen, der er Chef ofr Trafik og Veje i Favrskov Kommune.
"Vi har taget skiltene ned igen og sætter det på pause, vi kan konstatere, at skiltene ikke bliver respekteret, så vi undersøger blandt andet mulighederne for, om man kan forlænge det grønne lyssignal på Alfa, så bilerne kan komme den vej ud."
Han tilføjer: "Og vi tager selvfølgelig en dialog med virksomhederne om det."