Hallo – hvad er det lige, der sker

It i alle dens afskygninger har altid fascineret mig, og jeg bliver hurtigt, som mange andre, revet med og fortaber mig i små elektroniske dimser. Mobiltelefoner, smartphones, iPhones, tablets og iPads fylder meget i vores hverdag, ind imellem for meget.

Hallo, hvad er det lige, der sker?

Midt i 1980'erne, da mobiltelefoner blev hvermandseje, var jeg naturligvis med på bølgen. Min første mobiltelefon, der var på størrelse med en mælkekarton, kom i hus.

Den var meget praktisk i sommerhuset, hvor der ikke var fastnettelefon. Mobilnettet var dog svagt, og skulle et opkald lykkes, eller en sms sendes, foregik det siddende i vindueskarmen på første sal.

Jeg lod mig friste til at investere i en mobiltelefon, som med en god portion tålmodighed lod sig indstille, så den kunne modtage og sende e-mail. Det var godt nok avanceret dengang i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne.

En vinterferie opdagede jeg imidlertid, at teknologien også har sin bagside. En kollega skrev og fortalte, at han var blevet alvorlig syg og måtte sygemelde sig. Så var feriestemningen røget. Tankerne kredsede om, dels det tragiske i, at min kollega var dødssyg, dels det faktum, at det ville medføre en uoverskuelig arbejdssituation i en længere periode.

Hallo, hvad var det lige, der var sket?

For få uger siden var jeg et par timer med på skolebænken i Landsbyen Sølund. En væsentlig og relevant del handlede om etikken og mobiltelefoni: Brugen af smartphones mv. både privat og som arbejdsmæssigt og pædagogisk redskab.

Hvor teknologien på den ene side kan rumme utallige god muligheder, er der også en bagside i form af, at den kan stjæle vores opmærksomhed. I værste fald flyttes fokus fra gensidig opmærksomhed og omsorg, som vi skylder hinanden og i nogle tilfælde direkte er ansat til at yde.

Hallo, hvad er det, der kan ske?

Forleden kørte jeg rundt i en turistbus i Ghanas hovedstad Accra. Trafikken var nærmest gået i stå. Et mylder af biler, motorcykler, knallerter, gående og folk imellem bilerne, der ville sælge alt fra aviser til kiks og drikkevarer, fik trafikken til at snegle sig af sted.

Fra bussen var der udblik til nogle af de små lokale busser. Traditionelt er afrikanske busser præget af megen snak og socialt samspil, men jeg opdagede, at mobiltelefonien, der gennem de sidste 10 -15 år har spredt sig med lynfart i Afrika, stille men sikkert er på vej til at ændre den afrikanske samspilskultur.

I stedet for at snakke, sad en stor del med blikket fikseret på smartphonens skærm og med høretelefoner i ørene. Hvor der tidligere var fællesskab, var der nu isolerede solister.

Hallo, hvad er det, der er ved at ske?

Hvor svært det end kan være at slippe vores smartphone med alle kommunikationsmuligheder fra opkald, sms, beskeder, e-mail, Facebook, Instagram, Twitter, muligheder for at surfe og google, er det relevant, at vi ind imellem vover at gøre det, og drister os til at være til stede?

Hallo, hvad synes du?