Grundfør Festival med Bukke og Børneband
For 9. gang byder lokale bands op til hygge og dans på plænen bag forsamlingshuset i Grundfør til Grundfør Festival
Det er ikke sådan bare lige at lave en festival. Det ved de fleste sikkert, der har prøvet, og flere steder har småfestivaller kørt i noget tid, indtil ildsjælene er kørt surt i det. Sådan har det også været for bestyrelsen i Grundfør Festival.
"Der var et tidspunkt, hvor vi hang lidt med næbet. Det var svært at få økonomien til at hænge sammen, finde bands, få tilladelser osv. osv. Vi sad og hakkede lidt på hinanden, og var bare trætte. Men så var der en i bestyrelsen som råbte op og gjorde opmærksom på, hvor fed en ting, det faktisk er, når dagen er i gang. Og så fik vi gåpåmodet og humøret tilbage – og hvor er jeg glad for det", siger formand og idemager, Gitte Johansen.
Havefest blev til festival
Hun tog initiativ til festivalen for 9 år siden efter en stor havefest i Grundfør, som trak naboer og andet godtfolk til.
"Der var bare så god en stemning, at jeg tænkte, at det måtte vi gøre igen. Og så blev det igen og igen, og nu er det så 9. gang at en stor flok frivillige får det her op at stå."
Dagens program byder som vanligt på sofaer på plænen og stambandet De tre Bukke fra Brugsen, samt et børneband, samlet af børnesangere fra Grundfør.