Tommy Bøgehøj stopper som direktør hos Skomø A/S
Den forhenværende ejer af Ebeltoft virksomheden giver yngre kræfter rorpinden, mens han selv fortsætter som bestyrelsesformand
Virksomheden Skomø A/S på Julius Kajus Vej i Ebeltoft, der i september 2016 blev solgt til den svenske børsnoterede koncern Lagercrantz Group, står foran et større, men velplanlagt skifte på direktionsgangen.
Siden ejerleder og direktør Tommy Bøgehøj solgte Skomø A/S til svenskerne har der været programsat en overdragelse af den daglige drift til en ny direktion.
I rollen som administrerende direktør indtræder Sine Østergaard Bielefeldt, som tidligere har haft rollen som fabrikschef.
Til at supplere den kommende direktør indtræder tidligere forretningsudviklingschef Morten Holm i rollen som salgs- & marketingsdirektør.
”Det er med stor glæde, at jeg overlader styringen af Skomø til Sine og Morten. De repræsenterer grundværdien i Skomø, og jeg har stor tiltro til, at de kan føre virksomheden videre,” siger administrerende direktør Tommy Bøgehøj i en pressemeddelelse.
Den nye direktion tiltræder 1. august 2018, og Tommy Bøgehøj fortsætter på posten som bestyrelsesformand.
Rødder i det grafiske
Skomø er en produktions- og handelsvirksomhed med rødder i det grafiske og med stor fokus på auto-, ejendomsmægler og detailbranchen.
Cirka 40 medarbejdere arbejder grafisk med produkterne, hvad enten det er i layout-fasen eller i produktionen. Skomø A/S har samarbejdspartnere i Europa og Fjernøsten.
I produktionen arbejdes der både digitalt og serigrafisk.
Lokalpolitikeren
Tommy Bøgehøj var i perioden 2009-2013 konservativt medlem af Syddjurs Byråd. Her måtte han erkende, at direktørjobbet og hvervet som lokalpolitiker havde svært ved at finde samklang rent tidsmæssigt. Derfor genopstillede han ikke ved valget i november 2013, hvor han dog var på nippet til at opstille som spidskandidat for den nu detroniserede Borgerlisten Syddjurs.
Det blev aldrig mere end til små hop på stedet. Konservative Syddjurs nedsmeltede totalt ved valget i 2013, og derfor vakte det jubel, da Tommy Bøgehøj indvilgede i et politisk comeback ved KV17.
Det lykkedes ham på ny at komme inden for i de hellige haller.
Med skiftet fra administrerende direktør til bestyrelsesformand må man forvente, at Tommy Bøgehøj, der nærmer sig skelsår og alder, får mere frirum til at engagere sig i lokalpolitik, hvor han har en lavere kommuneskat som et politisk kardinalpunkt.