Fortsæt til indhold

Mere sol over Hadsten

Hadsten Varmeværk opfører stort solvarmeanlæg på Toftegårdsvej

Samfund
Arkiv

Bestyrelsen på Hadsten Varmeværk har indgået en aftale med Arcon-Sunmark om opførelse af et solvarmeanlæg på Toftegårdsvej 15 i Hadsten.

Opførelsen af anlægget har været i EU-udbud, og tre danske leverandører har budt på opgaven. Arcon- Sunmark fik opgaven, da de samlet set afgav det mest favorable tilbud, skriver Hadsten Varmeværk i en pressemeddelelse.

Solvarmeanlægget bliver på 24.517 kvadratmeter og forventes at kunne producere knap 12.000 MWh årligt.

Anlægget er forberedt til at blive udvidet med op til 10.000 kvadratmeter, hvis det bliver nødvendigt. Levetiden på anlægget vurderes at være mindst 25 år. Andre steder i landet er der anlæg, der er op imod 30 år gamle.

Vil hjælpe klimamål

Ifølge Hadsten Varmeværks bestyrelsesformand Niels Jørgen Bärtel er der to vægtige grunde til investeringen. Først og fremmest vil man sikre en minimal omkostningsudvikling på en del af produktionen mange år frem. Dernæst vil man få en helt miljøvenlig varmeproduktion fra solvarmeanlægget.

"Den mængde el, der bruges til at drive et solvarmeanlæg, vil i løbet af få år udelukkende være grøn el, og der vil således ikke være emissioner forbundet med driften. Det er et erklæret mål for bestyrelsen at være en medspiller for at nå de nationalt fastsatte klimamål," siger Niels Jørgen Bärtel i pressemeddelelsen.

Byggeriet påbegyndes i september i år og forventes færdigt i februar 2019.

jesl